I vores 4 tiltrængte fridage i midten af rejsen var det eneste vi egentlig lavede, udover at hænge ud med de andre back packere, at se en af metalminerne i Potosi. En syndsyg oplevelse. Alt forgår manuelt og alt lys kommer fra de gammeldags pandelygter i små klippe gange. Til tider kan man stå op, andre gange skal vi ned på mave og knæ for at kravle igennem en lille mellemgang, men det meste af tiden kan vi med bøjet ryk stå på benene. Det er ikke bare fordi, at vi er højere end bolivianerne, at det er sådan. Hvorfor, tænker jeg og svaret er nok bare, at det aldrig har været arbejdsmiljø, der har været fokus på i minerne, hvor man før i tiden arbejde i op til 16 timer i døgnet, mens man idag kun arbejder mellem 8 og 10 timer.
Vi møder og taler kort med gruppe arbejdere, de sidder på huk foran et 20 meter dybt hul og hiver det der svare til en trillebørfuld malm op ved hjælp at et gammeldags træksystem uden trisser. Nede i hullet arbejder 2 mænd med at få malmen løs vha. dynamit og hakker. Det var meningen at vi også skulle ned og se hvordan de arbejder, men vi var allesammen ved at have fået nok af at være der, selvom vi kun havde været der i 20 min. tid. Varmen er ulidelig, gangene klaustrofobiske og luften er tyk af støv - og asbest fortæller vores guide og tilføjet at det er det, de primært dør af og ikke ulykker, som man måske skulle tro. Ingen - udover de japanske turister - har masker på i minen. De fleste har arbejdet i minerne fra de er omkring 14-15 år. Fra den alder kan man som skubbedreng hjælpe med at skubbe de kæmpestore vogne på skinner op ad minerne. Vi har sodavand og kokablade med til alle de arbejdsteam vi møder, det er det eneste de indtager i løbet af en arbejdsdag. Små bunker tykkede kokablade ligger over alt i gangene.
Inden vores guide giver os lov til at komme ud i friheden tager hun os med ud i en sidegang, der ikke bliver bliver brugt til arbejde. Her fører hun os hen til et indhak hvor der står et stor figur. Det er en satansfigur med minearbejder støvler på, hård på benene, masser af confetti (det er han også vild med!) og en ordenlig fallos. Vi tilbeder satan her siger vores guide. De hvide lærte os og gud er i himlen og giver alt det gode, og at saten er under jorden i helvedet og står for det dårlige. Vi arbejder under jorden til vi dør af det, derfor tilbeder vi satan. Hun stikker en urtesmøg i munden på satan og giver han og moder jord en slurk alkohol, hvorefter hun sender den lille plast flaske rundt til os andre. Det er 97% alkohol og giver tåre i øjnene af drikke bare lidt af, ikke delstro mindre er det minearbejderne og bolivias mange andre alkoholikere drikker sig fuld i om aftenen og på deres fridag. Da satan har røget sig smøg færdig får vi lov til at begynde at gå ud af og efter 20 min. gang med bøjet ryg kan vi endelig se lys igen og kan tage vores hjelme med pandelygter af.
Vi møder og taler kort med gruppe arbejdere, de sidder på huk foran et 20 meter dybt hul og hiver det der svare til en trillebørfuld malm op ved hjælp at et gammeldags træksystem uden trisser. Nede i hullet arbejder 2 mænd med at få malmen løs vha. dynamit og hakker. Det var meningen at vi også skulle ned og se hvordan de arbejder, men vi var allesammen ved at have fået nok af at være der, selvom vi kun havde været der i 20 min. tid. Varmen er ulidelig, gangene klaustrofobiske og luften er tyk af støv - og asbest fortæller vores guide og tilføjet at det er det, de primært dør af og ikke ulykker, som man måske skulle tro. Ingen - udover de japanske turister - har masker på i minen. De fleste har arbejdet i minerne fra de er omkring 14-15 år. Fra den alder kan man som skubbedreng hjælpe med at skubbe de kæmpestore vogne på skinner op ad minerne. Vi har sodavand og kokablade med til alle de arbejdsteam vi møder, det er det eneste de indtager i løbet af en arbejdsdag. Små bunker tykkede kokablade ligger over alt i gangene.
Inden vores guide giver os lov til at komme ud i friheden tager hun os med ud i en sidegang, der ikke bliver bliver brugt til arbejde. Her fører hun os hen til et indhak hvor der står et stor figur. Det er en satansfigur med minearbejder støvler på, hård på benene, masser af confetti (det er han også vild med!) og en ordenlig fallos. Vi tilbeder satan her siger vores guide. De hvide lærte os og gud er i himlen og giver alt det gode, og at saten er under jorden i helvedet og står for det dårlige. Vi arbejder under jorden til vi dør af det, derfor tilbeder vi satan. Hun stikker en urtesmøg i munden på satan og giver han og moder jord en slurk alkohol, hvorefter hun sender den lille plast flaske rundt til os andre. Det er 97% alkohol og giver tåre i øjnene af drikke bare lidt af, ikke delstro mindre er det minearbejderne og bolivias mange andre alkoholikere drikker sig fuld i om aftenen og på deres fridag. Da satan har røget sig smøg færdig får vi lov til at begynde at gå ud af og efter 20 min. gang med bøjet ryg kan vi endelig se lys igen og kan tage vores hjelme med pandelygter af.
