Jamen i dit gamle pas er du jo yngre
- Cecilia
Jeg gider ikke have sex, hvis ikke kvinden kommer.. Så nu er jeg helt holdt op!
- Asger
Ej, jeg sagde altså CRIPSY!
- Anna
Kender I dét, når I bliver nødt til at synke noget, I ikke har lyst til?
- Kristian
Vi kan kun lide rene racer!
- Cecilia
Hvad hedder det bolivianske landshold egentlig?
- Anne
Jamen der står også i Woman, at man skal bruge energi for at få energi
- Mikas
Hvis jeg var en myre, ville jeg personligt kravle op i mit underliv!
- Anna
Ej, så kan du jo se fodboldkampen 6 timer før de andre
- Julie
fredag den 6. november 2009
torsdag den 5. november 2009
Noget der fik mig til at tænke anderledes... (Julie)
Udsigtsbillede fra COMPAs hovedhus der lå centralt i El Alto.U-landet Bolivia ruller forbi mit busvindue. Mørket har sænket sig over en deprimerende grim slidt og fattig forstad til La Paz. Husene er alle bygget op som containerlignende murstensklodser, alle med samme slags røde mursten og alle med fladt tag. Monotonien afbrydes kun af kig ind til de talrige butikker i stueetagen, der ligger badet i neonlys og typisk sælger slik, æg eller bildæk. Der er overraskende mange mennesker på gaden så sent på aftenen, de holder tøjet tæt om sig for at beskytte sig mod kulden her i det højtliggende La Paz. Ingen ænser de talrige udmagrede gadehunde, der løber vilde rundt på gaden og spiser skrald. Mens jeg gumler Oreos og kigger ud, føler jeg egentlig at jeg ligeså godt kunne sidde hjemme i sofaen og se en U-landsdokumentar på fjernsynet. Fattigdommen og trøstesløsheden her er for overvældende til, at jeg helt kan overskue, at den rent faktisk er lige ude foran mit vindue.
Jeg tror ikke på, at man kan have et godt liv her i denne håbløshed.
Samme tanke havde jeg mange gange på vores busture gennem Bolivia. Også da vi var på rundtur i El Alto og skulle ud at besøge Teaterorganisationen COMPAs andet hus, som lå i udkanten af El Alto. Her kørte vi igennem endnu et af de utallige kedelige, tørre, stenede, ensformige og brune beboelsesområder som vi havde set så mange gange før. Og pludselig midt i det hele rejser der sig et højt hus bygget i farverige materialer, med masser af store vinduer og udsigtstårn på toppen. Huset er bygget i genbrugsmaterialer på en uhyre kreativ måde, så fx gamle fjernsyn agerer husvæg og vindue. For foden af huset står en gruppe unge bolivianere klar med trommer og spiller et nummer for os som velkomst. Så bliver vi inviteret ind i dette fantastiske farverige hus, hvor der af sjove ideer bl.a. kan nævnes et toilet på toppen af huset, med store vinduer hele vejen rundt - så man kan forrette sin nødtørft med god udsigt. Det var ligesom en boliviansk udgave af Villa Villakulla i extended version. De unge viste os et teaterstykke som var en romantisk komedie. Jeg forstod dog ikke så meget af det, da det var på spansk, men det jeg kunne se var bare, at de havde det vildt sjovt med at lave det, og virkelig gik op i det. Jeg blev virkelig fascineret af at her stod noge unge bolivianere og spillede komedie for os - sikke et overskud midt i al den elendighed. Derudover gav oplevelsen mig et nyttigt indblik i hvordan bistand kan gøres på en kreativ måde. De unge fik her arbejdet med kroppen, lavet noget sjov sammen, udforsket forskellige problemstillinger gennem teateret og skabt et eminent fællesskab. Det med at arbejde med kroppen er et særlig fokus hos COMPA, da det er et led i afkoloniseringen af kroppen. Et udtryk som måske lyder noget langhåret i Danmark, men som giver rigtig god mening i et land hvor de oprindelige folk er blevet undertrykt de sidste 500 år, hvilket jo påvirker mennesket både fysisk og psykisk.
Alt i alt synes jeg det var en super fed oplevelse for mig, at det for det første var muligt at være glad, fjollet og lave "overskudsprojekter" som teater når man bor midt i ingenting, og for det andet, at kreativ bistandshjælp overhovedet ikke er et overflødigt hippieprojekt.
torsdag den 29. oktober 2009
¡ No vale, fuera !
Efter fire dage paa en kostskole ude paa landet sidder jeg endelig igen ved en computer.
Vi tog afsted fra Camiri i loerdags efter at have koebt alt det, vi skulle bruge de kommende dage - mad, toiletpapir, bestik, lommelygter, madrasser, piller - alt! Vores lille gruppe blev delt op i to, saa jeg tog med Sara, Mikas, Julie, Anna og Ida til en kostskole for unge guaraniindianere kaldet C.E.A (Centro de Educativo Alternativo).
Vi koerte i en taxa-bus med de mindste saeder, hvor selv Ida knap nok kunne vaere der med benene, med alle vores ting omkring os - Mikas og jeg holdt oeje med at vores 25 aeg ikke faldt ned.
Da vi kom frem var der helt moerkt (solen gaar ned ved 18tiden her), og kun en enkelt lampe lyste, som det eneste elektricitet i tre timer om dagen. Jeg skulle paa toilettet, saa jeg tog min lommelygte frem og lyste mig vejen ned til toilettet. Paa vejen skulle man forbi en masse skrald og en mega gris som laa og gryntede i moerket. Jeg kunne maerke taarerne presse sig paa, da jeg opdagede, hvordan jeg skulle traede af paa naturens vegne (bogstaveligt talt) de naeste mange dage. Guaranierne havde sat nogle presseninger op omkring et hul i jorden! Jeg har aldrig oplevet saa staerk en hjemvefoelelse foer!
Om soendagen stod vi op kl. 6, for at gaa 7 km til nogle fodboldkampe vores skole skulle spille. Mikas spillede med indtil han selv valgte at forlade kampen.
Vi tilbragte hele dagen ved fodboldbanerne, hvor der ogsaa blev spillet musik og danset. Der var dyr over det hele - engang i mellem fik en hund, hoene eller gris forvildet sig ud paa banen. Da Julie og jeg rendte rundt efter nuttede aellinger og tog billeder af festlighederne, hoerte vi en gris skrige, og bag os var denne ved at blive bundet sammen om benene. Pludselig stod en mand og borrede en kniv ind i halsen paa den, saa det sproejtede ud med blod. Saa fik vi set en gris blive slagtet! Paa saadan en slagtet gris kan man tjene omkring 200 bs (lidt under 200 kr).
Paa vej hjem fra fodboldkampene havde nogle af drengene fundet et nedkoert maar-lignende dyr, som de tog med hjem for at spise - Mikas fik aeren af at sove ved siden af det flaaede dyr.
Om aftenen lavede Anna og jeg en planche med nogle af guaranidrengene, hvor vi oversatte danske ord til spansk og saa til guarani mens der blev smagt paa lakrids. Samme aften fik jeg at vide, at guaranierne havde givet mig oegenavnet "La Barbie" - senere ogsaa "Shakira". Jeg vaelger at tage begge som komplimenter!
Om mandagen stod vi igen op kl. 6 for at deltage i morgenpligterne. Anna og jeg skulle goere rent i en aula, hvor drengene ogsaa sov. Da vi kom og tilboed vores hjaelp, fik vi hver en gammel kost, og saa stod drengene ellers og betragtede os og en anden pige feje skidt mellem deres senge. Meget graenseoverskridende.
Til morgenmad fik vi havregroed som Julie og Ida havde lavet paa baal. Den var ikke helt som man kender den fra mikroovnen, og eleverne var vist heller ikke helt vilde med den. Kun Mikas mente, det var den bedste havdregroed, han havde faaet siden han var fem.
Naar Sara ikke selv sov i sin seng, gjorde en hoene, saa der var tit efterladt aeg til hende. Hun er saa heldig!
Om eftermiddagen havde vi lavet en lille praesentation af Danmark, mens de andre elever viste dans, musik, teater og guarani-redskaber frem. Vores planche faldt lidt til jorden efter deres fremvisninger. Der var ogsaa tre af dem, som fortalte om deres barndom, hvor de havde levet paa store godser som slaver. De havde skullet arbejde fra solopgang til solnedgang fra treaarsalderen, fik kun majs at spise fra store dyretrug. Jeg havde det helt skidt efter at have hoert deres historier.
Inden aftensmaden spillede vi piger fodbold i bare taeer paa en bane fyldt med dyrelort. Det var en graenseoverskridende men sjov oplevelse, hvor La Barbie faktisk scorede til 3-3! Senere om aftenen lyttede drengene til musik paa min ipod, mens Anna og jeg demontrerede en "traditionel" dansk dans for dem - techno (koere ud i skoven, plukke aeblerne, ned i kurven, skaere dem, lave taerten, mikroovnen, ind i mikroovenen, tiden gaar, ud af mikroovnen, spise taerten, vaske op og saette paa plads).
Tirsdag legede vi en masse ryste-sammen-lege og blev senere delt op i hold, som skulle lave noget kreativt. Jeg stod for fotomarathonen sammen med fire drenge og en pige. De var ikke saerlig kreative og talte mig meget efter munden, men vi havde det sjovt. Om eftermiddagen var vi ude at plukke pomeloer paa aegte oekologisk vis - virkelig laekkert. Tirsdag aften var der kulturaften med en masse festlige indslag - ogsaa fra los daneses side! Vi fremfoerte H.C. Andersens eventyr Juan Torpe (Klods Hans), med Ida i rollen som far og ged, Julie og Anna som broedre, mig som Juan Torpe og Mikas var saa yndig som prinsesse i min kjole. Der var rimlig meget kaos, da han tabte baade krone og peberfrugtbarm paa vej ind paa scenen, men publikum flaekkede af grin hver gang han aabnede munden og med sin lyse stemme sagde "¡No vale, fuera!" ("Dur ikke, vaek!"). Senere blev vi allesammen hevet op til dans igen og igen. En ret monotom rundkredsdans, men sjovt var det da.
Onsdag evaluerede vi vores besoeg, og alle skulle skrive et godt raad til os, hvis der eventuelt var noget vi kunne goere bedre til en anden gang. De fleste gode raad gik ud paa, at vi skulle komme igen. Vi lavede frokost til dem - pasta og tomatsovs, hvilket var et hit! Inden vi tog afsted igen, skulle vi have taget en masse gruppebilleder og kramme alle halvtreds mennesker.
Selvom jeg hele vejen igennem glaedede mig til at komme til Camiri igen, har det vaeret en enorm oplevelse at leve saa primitivt - jeg vil vaage at paastaa den stoerste paa den her tur. Jeg har virkelig faaet udfordret mig selv og mine graenser! Ja, jeg er ligefrem blevet god til at skide i et hul! Ligesom Mikas er blevet det. ;)
Kaerlighilsen fra La Luna, La Barbie
Vi tog afsted fra Camiri i loerdags efter at have koebt alt det, vi skulle bruge de kommende dage - mad, toiletpapir, bestik, lommelygter, madrasser, piller - alt! Vores lille gruppe blev delt op i to, saa jeg tog med Sara, Mikas, Julie, Anna og Ida til en kostskole for unge guaraniindianere kaldet C.E.A (Centro de Educativo Alternativo).
Vi koerte i en taxa-bus med de mindste saeder, hvor selv Ida knap nok kunne vaere der med benene, med alle vores ting omkring os - Mikas og jeg holdt oeje med at vores 25 aeg ikke faldt ned.
Da vi kom frem var der helt moerkt (solen gaar ned ved 18tiden her), og kun en enkelt lampe lyste, som det eneste elektricitet i tre timer om dagen. Jeg skulle paa toilettet, saa jeg tog min lommelygte frem og lyste mig vejen ned til toilettet. Paa vejen skulle man forbi en masse skrald og en mega gris som laa og gryntede i moerket. Jeg kunne maerke taarerne presse sig paa, da jeg opdagede, hvordan jeg skulle traede af paa naturens vegne (bogstaveligt talt) de naeste mange dage. Guaranierne havde sat nogle presseninger op omkring et hul i jorden! Jeg har aldrig oplevet saa staerk en hjemvefoelelse foer!
Om soendagen stod vi op kl. 6, for at gaa 7 km til nogle fodboldkampe vores skole skulle spille. Mikas spillede med indtil han selv valgte at forlade kampen.
Vi tilbragte hele dagen ved fodboldbanerne, hvor der ogsaa blev spillet musik og danset. Der var dyr over det hele - engang i mellem fik en hund, hoene eller gris forvildet sig ud paa banen. Da Julie og jeg rendte rundt efter nuttede aellinger og tog billeder af festlighederne, hoerte vi en gris skrige, og bag os var denne ved at blive bundet sammen om benene. Pludselig stod en mand og borrede en kniv ind i halsen paa den, saa det sproejtede ud med blod. Saa fik vi set en gris blive slagtet! Paa saadan en slagtet gris kan man tjene omkring 200 bs (lidt under 200 kr).
Paa vej hjem fra fodboldkampene havde nogle af drengene fundet et nedkoert maar-lignende dyr, som de tog med hjem for at spise - Mikas fik aeren af at sove ved siden af det flaaede dyr.
Om aftenen lavede Anna og jeg en planche med nogle af guaranidrengene, hvor vi oversatte danske ord til spansk og saa til guarani mens der blev smagt paa lakrids. Samme aften fik jeg at vide, at guaranierne havde givet mig oegenavnet "La Barbie" - senere ogsaa "Shakira". Jeg vaelger at tage begge som komplimenter!
Om mandagen stod vi igen op kl. 6 for at deltage i morgenpligterne. Anna og jeg skulle goere rent i en aula, hvor drengene ogsaa sov. Da vi kom og tilboed vores hjaelp, fik vi hver en gammel kost, og saa stod drengene ellers og betragtede os og en anden pige feje skidt mellem deres senge. Meget graenseoverskridende.
Til morgenmad fik vi havregroed som Julie og Ida havde lavet paa baal. Den var ikke helt som man kender den fra mikroovnen, og eleverne var vist heller ikke helt vilde med den. Kun Mikas mente, det var den bedste havdregroed, han havde faaet siden han var fem.
Naar Sara ikke selv sov i sin seng, gjorde en hoene, saa der var tit efterladt aeg til hende. Hun er saa heldig!
Om eftermiddagen havde vi lavet en lille praesentation af Danmark, mens de andre elever viste dans, musik, teater og guarani-redskaber frem. Vores planche faldt lidt til jorden efter deres fremvisninger. Der var ogsaa tre af dem, som fortalte om deres barndom, hvor de havde levet paa store godser som slaver. De havde skullet arbejde fra solopgang til solnedgang fra treaarsalderen, fik kun majs at spise fra store dyretrug. Jeg havde det helt skidt efter at have hoert deres historier.
Inden aftensmaden spillede vi piger fodbold i bare taeer paa en bane fyldt med dyrelort. Det var en graenseoverskridende men sjov oplevelse, hvor La Barbie faktisk scorede til 3-3! Senere om aftenen lyttede drengene til musik paa min ipod, mens Anna og jeg demontrerede en "traditionel" dansk dans for dem - techno (koere ud i skoven, plukke aeblerne, ned i kurven, skaere dem, lave taerten, mikroovnen, ind i mikroovenen, tiden gaar, ud af mikroovnen, spise taerten, vaske op og saette paa plads).
Tirsdag legede vi en masse ryste-sammen-lege og blev senere delt op i hold, som skulle lave noget kreativt. Jeg stod for fotomarathonen sammen med fire drenge og en pige. De var ikke saerlig kreative og talte mig meget efter munden, men vi havde det sjovt. Om eftermiddagen var vi ude at plukke pomeloer paa aegte oekologisk vis - virkelig laekkert. Tirsdag aften var der kulturaften med en masse festlige indslag - ogsaa fra los daneses side! Vi fremfoerte H.C. Andersens eventyr Juan Torpe (Klods Hans), med Ida i rollen som far og ged, Julie og Anna som broedre, mig som Juan Torpe og Mikas var saa yndig som prinsesse i min kjole. Der var rimlig meget kaos, da han tabte baade krone og peberfrugtbarm paa vej ind paa scenen, men publikum flaekkede af grin hver gang han aabnede munden og med sin lyse stemme sagde "¡No vale, fuera!" ("Dur ikke, vaek!"). Senere blev vi allesammen hevet op til dans igen og igen. En ret monotom rundkredsdans, men sjovt var det da.
Onsdag evaluerede vi vores besoeg, og alle skulle skrive et godt raad til os, hvis der eventuelt var noget vi kunne goere bedre til en anden gang. De fleste gode raad gik ud paa, at vi skulle komme igen. Vi lavede frokost til dem - pasta og tomatsovs, hvilket var et hit! Inden vi tog afsted igen, skulle vi have taget en masse gruppebilleder og kramme alle halvtreds mennesker.
Selvom jeg hele vejen igennem glaedede mig til at komme til Camiri igen, har det vaeret en enorm oplevelse at leve saa primitivt - jeg vil vaage at paastaa den stoerste paa den her tur. Jeg har virkelig faaet udfordret mig selv og mine graenser! Ja, jeg er ligefrem blevet god til at skide i et hul! Ligesom Mikas er blevet det. ;)
Kaerlighilsen fra La Luna, La Barbie
lørdag den 24. oktober 2009
"El Malku"
En lettere forsinket blog om Filipe Quispe - "El Malku".
"El Malku" betyder "Aymarafaderen". Aymaraerne er det stoerste oprindelige folk i Bolivia og Felipe Quispe er blevet anset som deres leder de seneste mange aartier.
"I 1492 kom spanierne til Sydamerika..." Saadan startede Filipe Quispe sit oplaeg for os danske hoejskoleelever kl. 8.00 dagen efter vores ankomst til La Paz - Bolivias hovedstad. Han havde foreslaaet at moede op paa vores hotel kl. 5 eller 6 om morgenen saa vi kunne faa mest muligt tid, men han kunne dog godt overtales til at vente "helt" til kl. 8. Til stor glaede for en reakke smaatraette danskere med baade hoejdesyge og en lettere form for jetlag.
Men han er nu ogsaa en travl mand, og ikke en "hr. hvemsomhelst", selvom navnet Filipe Quispe naeppe siger ret mange i Danmark noget som helst. Men aabner man en hvilken som helst boliviansk historiebog finder man mandens navn paa hver anden side. Han anses sammen med bolivias nuvaerende praesident, Evo Morales, som den mest betydningsfulde skikkelse hos de oprindelig folk og deres kamp for lige rettigheder. Han har kaempet i Che Guevaras guerrilla - dog ikke side om side med Che, da han doede i '67 og Filipe Quispe foerst blev en del af guerrillaen i 70 - og har i en raekke aar siddet i det bolivianske parlament. Han har siddet faengslet i 5 aar ('92 - '97) for vaebnet kamp, og har igen i perioden 2000 - 2005 kaempet aktivt mod den davaerende regering.
Mine 8 linjer er paa ingen maade tilstraekkeligt til at afdaekke Felipe Quispes historie og kampe for de oprindelige folk, men kan vel til noed bruges som et beskedent overblik til jer der aldrig har hoert navnet foer.
Efter 45 minutters oplaeg om de oprindelige folks undertrykkelse siden spaniernes ankomst i 1492, fik vi "endelig" lov til at stille de spoergsmaal vi fandt interessante. For selvom historien er vigtig i Bolivia - meget vigtigere end man kan forestille det sig hjemme i Danmark - saa kan den kortes ned til at: "de seneste 500 aar er vi (de oprindelige folk) blevet undertrykt gang paa gang af spaniere, Mestizoer og hvide mennesker - nu er det vores tur til at faa magten." Det kan man saa sige de har faaet med den indianske praesident - Evo Morales - der er Ayamaraindianer og tidligere kokabonde.
Ifoelge Filipe Quispe kaemper Evo Morales dog ikke den samme kamp som han selv. For selvom han er kommet til magten, sidder der et minimum af oprindelige folk i det forskellige ministerier og flere tilfaelde af omfattende korruption har ramt maend i og omkring regeringen.
I perioden 2000 - 2005 (hvor Morales kom til magten), ledede Filipe Quispe en raekke kampe imod den davaerende regering og det han kalder "Eliten". Han potraeterede Eliten som fjende - et fjendebillede som alle indfoedte kunne relatere til og et fjendebillede som han mener Evo Morales udnyttede til at tage magten. Han har altsaa gjort det "sure forabejde" hvorefter Evo Morales hoestede frugterne. Netop derfor stiller han den 15. december op til parlamentsvalget med en alternativ politisk dagsorden: "Evo Morales vil havde praesidentposten - os, vi vil have selvbestemmelse (autonomía)".
Vi sad en smule overvaeldede over at have hoert den foerste virkelig Evo-kritiske ikke-konservative person. Som optakt til rejsen har Evo Morales stort set udelukkende vaeret fremstillet som de oprindelig folks redningsmand og som manden der skulle lede Sydamerikas fattigste land i den rigtige retning.
I dag sidder vi 2 uger efter og har nok stadig ikke helt forstaaet hvor stor en mand vi moedte, men der er trods alt nogenlunde enighed om, at selvom Filipe Quispe er starkt imod regeringen, er Evo Morales nu et bedre alternativ end de dybt konservative kraefter der saa mange gange tidligere har ledet landet.
"El Malku" betyder "Aymarafaderen". Aymaraerne er det stoerste oprindelige folk i Bolivia og Felipe Quispe er blevet anset som deres leder de seneste mange aartier.
"I 1492 kom spanierne til Sydamerika..." Saadan startede Filipe Quispe sit oplaeg for os danske hoejskoleelever kl. 8.00 dagen efter vores ankomst til La Paz - Bolivias hovedstad. Han havde foreslaaet at moede op paa vores hotel kl. 5 eller 6 om morgenen saa vi kunne faa mest muligt tid, men han kunne dog godt overtales til at vente "helt" til kl. 8. Til stor glaede for en reakke smaatraette danskere med baade hoejdesyge og en lettere form for jetlag.
Men han er nu ogsaa en travl mand, og ikke en "hr. hvemsomhelst", selvom navnet Filipe Quispe naeppe siger ret mange i Danmark noget som helst. Men aabner man en hvilken som helst boliviansk historiebog finder man mandens navn paa hver anden side. Han anses sammen med bolivias nuvaerende praesident, Evo Morales, som den mest betydningsfulde skikkelse hos de oprindelig folk og deres kamp for lige rettigheder. Han har kaempet i Che Guevaras guerrilla - dog ikke side om side med Che, da han doede i '67 og Filipe Quispe foerst blev en del af guerrillaen i 70 - og har i en raekke aar siddet i det bolivianske parlament. Han har siddet faengslet i 5 aar ('92 - '97) for vaebnet kamp, og har igen i perioden 2000 - 2005 kaempet aktivt mod den davaerende regering.
Mine 8 linjer er paa ingen maade tilstraekkeligt til at afdaekke Felipe Quispes historie og kampe for de oprindelige folk, men kan vel til noed bruges som et beskedent overblik til jer der aldrig har hoert navnet foer.
Efter 45 minutters oplaeg om de oprindelige folks undertrykkelse siden spaniernes ankomst i 1492, fik vi "endelig" lov til at stille de spoergsmaal vi fandt interessante. For selvom historien er vigtig i Bolivia - meget vigtigere end man kan forestille det sig hjemme i Danmark - saa kan den kortes ned til at: "de seneste 500 aar er vi (de oprindelige folk) blevet undertrykt gang paa gang af spaniere, Mestizoer og hvide mennesker - nu er det vores tur til at faa magten." Det kan man saa sige de har faaet med den indianske praesident - Evo Morales - der er Ayamaraindianer og tidligere kokabonde.
Ifoelge Filipe Quispe kaemper Evo Morales dog ikke den samme kamp som han selv. For selvom han er kommet til magten, sidder der et minimum af oprindelige folk i det forskellige ministerier og flere tilfaelde af omfattende korruption har ramt maend i og omkring regeringen.
I perioden 2000 - 2005 (hvor Morales kom til magten), ledede Filipe Quispe en raekke kampe imod den davaerende regering og det han kalder "Eliten". Han potraeterede Eliten som fjende - et fjendebillede som alle indfoedte kunne relatere til og et fjendebillede som han mener Evo Morales udnyttede til at tage magten. Han har altsaa gjort det "sure forabejde" hvorefter Evo Morales hoestede frugterne. Netop derfor stiller han den 15. december op til parlamentsvalget med en alternativ politisk dagsorden: "Evo Morales vil havde praesidentposten - os, vi vil have selvbestemmelse (autonomía)".
Vi sad en smule overvaeldede over at have hoert den foerste virkelig Evo-kritiske ikke-konservative person. Som optakt til rejsen har Evo Morales stort set udelukkende vaeret fremstillet som de oprindelig folks redningsmand og som manden der skulle lede Sydamerikas fattigste land i den rigtige retning.
I dag sidder vi 2 uger efter og har nok stadig ikke helt forstaaet hvor stor en mand vi moedte, men der er trods alt nogenlunde enighed om, at selvom Filipe Quispe er starkt imod regeringen, er Evo Morales nu et bedre alternativ end de dybt konservative kraefter der saa mange gange tidligere har ledet landet.
torsdag den 22. oktober 2009
Don't cha wish your girlfriend was HOT like me?
Prolog:
I et forsoeg paa at underholde os selv i den lille by, Samaipata, begiver Kristian, Julie, Cecilia og jeg os i en tilfaeldig retning. Efter to kilometer og mange suk (specielt fra undertegnede) finder vi en lille zoologisk have. Ved foerste oejekast lignede det maaske mest en have med utrolig mange hunde, men efter et par minutter, finder vi hurtigt ud af, at haven byder paa dyr i alle stoerrelser. Specielt aberne, der gerne sidder paa skyldrene af folk, bliver vi glade for. Som pigen der arbejdede der forklarede, saa bliver de hurtigt "naughty", hvis man er der laengere tid af gangen. I denne have maa Kristian og Julie ogsaa finde deres forskellighed. Julie, der i flere timer har snakket om den vidunerlige foelelse ved at ridde ud i naturen paa ryggen af en hest, opdager, at det er muligt at leje sig ind paa en saadan oplevelse i selv samme have, som vi befinder os. Efter mange timer er Kristian ogsaa overtalt, og vi beslutter os for at komme tilbage onsdag.
Det er onsdag morgen. Fire danske unge foelger den lille snoede vej ud af Samaipata. Solen skinner som var vi i Sahara og med kun 600 ml vand i bagagen, er de tre piger og den ene dreng ved at doe af toerst. Stien er sandet og bakkefyldt og da maalet endelig naaes hoeres deres glaedenssuk tilbage i Samaipata. Klokken er 8.53 og morgenen, er for de fire unge, gaaet med at pakke deres bagage sammen paa hotellet i Samaipata centrum, Palacio del Ajedrez . Denne onsdag er de vandret flere kilometer for at ridde, inden de skal dyppe deres gyldne lokker i "Los Cascados". Men ved ankomsten til denne smukke og velkendte have, moeder der de unge en forfaerdelig sandhed. Hestene er ikke til at finde. Til alles store sorg, maa de vaenne snuden hjemad til hotellet uden at have oplevet vinden i haaret og uden at have hoert lyden af de galoperende hove under sig. Kristian tager det dog paenest af alle og tager initiativ til, at de fire danske hoejskoleelever i stedet leger med hunaben. Dette skulle han dog aldrig have gjort.
Den saa velkendte sandede sti betraedes endnu engang, og de fire smukke unge mennesker kan nu ikke laengere udholde varmen. Men da de vaenner sig om for at overkommer straekningen de har lagt bag sig, opdager de pludselig en lille skikkelse, der humper lige saa stille et par meter vaek. De loeber hen til den og ser, at det er aben!
Epilog:
Efter en tur paa Kristians ryg og adskillig tungeraekkener til Julie, kom aben sikkert tilbage til den zoologiske have, og Cecilia, Julie, Kristian og jeg fik et lift tilbage til Samaipata. Hesteturen maa vente til vi er tilbage i Humlebaek.
Ingen dyr kom til skade under disse begivenheder.
I et forsoeg paa at underholde os selv i den lille by, Samaipata, begiver Kristian, Julie, Cecilia og jeg os i en tilfaeldig retning. Efter to kilometer og mange suk (specielt fra undertegnede) finder vi en lille zoologisk have. Ved foerste oejekast lignede det maaske mest en have med utrolig mange hunde, men efter et par minutter, finder vi hurtigt ud af, at haven byder paa dyr i alle stoerrelser. Specielt aberne, der gerne sidder paa skyldrene af folk, bliver vi glade for. Som pigen der arbejdede der forklarede, saa bliver de hurtigt "naughty", hvis man er der laengere tid af gangen. I denne have maa Kristian og Julie ogsaa finde deres forskellighed. Julie, der i flere timer har snakket om den vidunerlige foelelse ved at ridde ud i naturen paa ryggen af en hest, opdager, at det er muligt at leje sig ind paa en saadan oplevelse i selv samme have, som vi befinder os. Efter mange timer er Kristian ogsaa overtalt, og vi beslutter os for at komme tilbage onsdag.
Det er onsdag morgen. Fire danske unge foelger den lille snoede vej ud af Samaipata. Solen skinner som var vi i Sahara og med kun 600 ml vand i bagagen, er de tre piger og den ene dreng ved at doe af toerst. Stien er sandet og bakkefyldt og da maalet endelig naaes hoeres deres glaedenssuk tilbage i Samaipata. Klokken er 8.53 og morgenen, er for de fire unge, gaaet med at pakke deres bagage sammen paa hotellet i Samaipata centrum, Palacio del Ajedrez . Denne onsdag er de vandret flere kilometer for at ridde, inden de skal dyppe deres gyldne lokker i "Los Cascados". Men ved ankomsten til denne smukke og velkendte have, moeder der de unge en forfaerdelig sandhed. Hestene er ikke til at finde. Til alles store sorg, maa de vaenne snuden hjemad til hotellet uden at have oplevet vinden i haaret og uden at have hoert lyden af de galoperende hove under sig. Kristian tager det dog paenest af alle og tager initiativ til, at de fire danske hoejskoleelever i stedet leger med hunaben. Dette skulle han dog aldrig have gjort.
Den saa velkendte sandede sti betraedes endnu engang, og de fire smukke unge mennesker kan nu ikke laengere udholde varmen. Men da de vaenner sig om for at overkommer straekningen de har lagt bag sig, opdager de pludselig en lille skikkelse, der humper lige saa stille et par meter vaek. De loeber hen til den og ser, at det er aben!
Epilog:
Efter en tur paa Kristians ryg og adskillig tungeraekkener til Julie, kom aben sikkert tilbage til den zoologiske have, og Cecilia, Julie, Kristian og jeg fik et lift tilbage til Samaipata. Hesteturen maa vente til vi er tilbage i Humlebaek.
Ingen dyr kom til skade under disse begivenheder.
Jugos de frutas
Hvis man ikke bliver afhaengig af at tygge koka, hvad saa? Jo, naar man betaler mellem 4 og 15 bs - alt efter kvaliteten - for en jugo de frutas (frugtjuice) eller en smoothie, saa kan man ikke andet end at blive forfalden!
Efter et par timer uden en jugo de frutas kan man maerke abstinenserne i kroppen. Julie har vaennet sig af med kaffen tilgengengaeld for disse vidundere, og hvis Mikas kunne give sig hen paa samme maade, ville der nok heller ikke gaa laenge, foer cigaretterne blev skoddet for sidste gang.
Efter at have smagt samtlige jugos, er vi kommet frem til at favoritten er passionsfrugt. Men denne faas ogsaa i forskellige varianter, og man risikerer at blive skuffet. Mariella foretraekker den med sukker (oooeh jaerh!), jeg uden og Julie vil bare gerne have den lidt sur - hvis vi lige kan spoerge om det kan lade sig goere?!
Desvaerre kender bolivianere ikke til konceptet om kold maelk og tit kan èt jordbaer godt goere sig ud for smagen i en hel smoothie. Saa sent som idag bad Mariella og jeg - paa mit saa udmaerkede spansk! - cafèen om at komme en masse masse jordbaer i og kun en lille smulle maelk - vi ville saa vaere villige til at betale lidt mere end de 4 bs. Efter at have forklaret det samme paa hundrede forskellige maader, lod det til at vi blev forstaaet, og vi fik en juice som rent faktisk havde faaet en roed farve - dog stadig med en kraftig smag af langtidsholdbar maelk paa pose.
Paa trods af de mange forskellige oplevelser med jugos de frutas, er min konklusion paa denne ligegyldige og alligevel enormt vigtige blog, at vi nok bliver noed til at anskaffe os en blender til Det Spanske Koekken paa Krogerup.
- Cecilia
Efter et par timer uden en jugo de frutas kan man maerke abstinenserne i kroppen. Julie har vaennet sig af med kaffen tilgengengaeld for disse vidundere, og hvis Mikas kunne give sig hen paa samme maade, ville der nok heller ikke gaa laenge, foer cigaretterne blev skoddet for sidste gang.
Efter at have smagt samtlige jugos, er vi kommet frem til at favoritten er passionsfrugt. Men denne faas ogsaa i forskellige varianter, og man risikerer at blive skuffet. Mariella foretraekker den med sukker (oooeh jaerh!), jeg uden og Julie vil bare gerne have den lidt sur - hvis vi lige kan spoerge om det kan lade sig goere?!
Desvaerre kender bolivianere ikke til konceptet om kold maelk og tit kan èt jordbaer godt goere sig ud for smagen i en hel smoothie. Saa sent som idag bad Mariella og jeg - paa mit saa udmaerkede spansk! - cafèen om at komme en masse masse jordbaer i og kun en lille smulle maelk - vi ville saa vaere villige til at betale lidt mere end de 4 bs. Efter at have forklaret det samme paa hundrede forskellige maader, lod det til at vi blev forstaaet, og vi fik en juice som rent faktisk havde faaet en roed farve - dog stadig med en kraftig smag af langtidsholdbar maelk paa pose.
Paa trods af de mange forskellige oplevelser med jugos de frutas, er min konklusion paa denne ligegyldige og alligevel enormt vigtige blog, at vi nok bliver noed til at anskaffe os en blender til Det Spanske Koekken paa Krogerup.
- Cecilia
Days off
Hej derhjemme!
De sidste par dage har Mariella, Julie, Cecilia og jeg tilbragt i den skoenne by, Samaipata ca. 2 1/2 time fra Santa Cruz. Efter stress med at finde bussen og et humoer der aendrede sig fra ovenud begejstring for den megen benplads - til bitter-lis stemning over den manglende air-condition - naaede vi frem til Santa Cruz kl. 6:30 mandag morgen. Herefter fandt vi os en taxa der ville koere os de 2 1/2 time til Samaipata - billigere end jeg kan komme hjem fra byen med samme transportmiddel.
I Samaipata fandt vi os et hyggeligt hotel, som samtidig fungerede som skak-klub for de lokale
udoevere. Efter en slapperdag, gik vi om aftenen en tur hen til den lokale Zoo, hvor der oejeblikkeligt forekom gensidig kaerlighed, et par aber og os imellem (hvilket tydeligt ses paa billedet til venstre).
Dagen efter stod der jungle paa programmet, hvilket Cecilia saa fint har beskrevet i indlaegget nedenunder, saa jeg vil bare lade et par billeder tale for sig selv:
I starten regende det, hvilket ikke gjorde det let at tilbagelaegge de smaa mudrede junglestier. Konsekvenser heraf var, at der kun gik ca. 2 1/2 minut inden guiden hoefligt spurgte om at han ikke skulle tage Cecilias taske for hende...
Den del af junglen vi var i, blev kaldt "furn-forrest" grundet det utal af "furns" (paa billedet over) der var. Disse "furns" var op imod 800 - 900 aar gamle og var et rimelig storslaaet syn.
Frokostpausen holdte vi paa toppen af det bjerg vi "besteg", desvaerre var der en smule cloudy (derfor hedder det omraade ogsaa "cloud-forrest") og vi fik kun den smukke udsigt i glimt.
Naeste dag - onsdag - ville vi ud og dase ved "los cascados" (vandfaldene) 20 km fra Samaipata. Endnu en gang vi jeg ikke skrive saa meget, men bare lade billederne tale for sig selv:
Laekkert med et par fridage hvor man kunne koble lidt af, nyde naturen og ikke taenke saa meget paa bolivianske samfundsproblemer.
Om lidt tager vi en 5 timers bustur til Camiri hvor vi moedes med de andre, og derefter skal ud paa en raekke Guarani-kostskoler.
Mange hilsner herfra!
De sidste par dage har Mariella, Julie, Cecilia og jeg tilbragt i den skoenne by, Samaipata ca. 2 1/2 time fra Santa Cruz. Efter stress med at finde bussen og et humoer der aendrede sig fra ovenud begejstring for den megen benplads - til bitter-lis stemning over den manglende air-condition - naaede vi frem til Santa Cruz kl. 6:30 mandag morgen. Herefter fandt vi os en taxa der ville koere os de 2 1/2 time til Samaipata - billigere end jeg kan komme hjem fra byen med samme transportmiddel.
I Samaipata fandt vi os et hyggeligt hotel, som samtidig fungerede som skak-klub for de lokale
udoevere. Efter en slapperdag, gik vi om aftenen en tur hen til den lokale Zoo, hvor der oejeblikkeligt forekom gensidig kaerlighed, et par aber og os imellem (hvilket tydeligt ses paa billedet til venstre).Dagen efter stod der jungle paa programmet, hvilket Cecilia saa fint har beskrevet i indlaegget nedenunder, saa jeg vil bare lade et par billeder tale for sig selv:
I starten regende det, hvilket ikke gjorde det let at tilbagelaegge de smaa mudrede junglestier. Konsekvenser heraf var, at der kun gik ca. 2 1/2 minut inden guiden hoefligt spurgte om at han ikke skulle tage Cecilias taske for hende...
Den del af junglen vi var i, blev kaldt "furn-forrest" grundet det utal af "furns" (paa billedet over) der var. Disse "furns" var op imod 800 - 900 aar gamle og var et rimelig storslaaet syn.
Frokostpausen holdte vi paa toppen af det bjerg vi "besteg", desvaerre var der en smule cloudy (derfor hedder det omraade ogsaa "cloud-forrest") og vi fik kun den smukke udsigt i glimt.
Naeste dag - onsdag - ville vi ud og dase ved "los cascados" (vandfaldene) 20 km fra Samaipata. Endnu en gang vi jeg ikke skrive saa meget, men bare lade billederne tale for sig selv:
Laekkert med et par fridage hvor man kunne koble lidt af, nyde naturen og ikke taenke saa meget paa bolivianske samfundsproblemer.
Om lidt tager vi en 5 timers bustur til Camiri hvor vi moedes med de andre, og derefter skal ud paa en raekke Guarani-kostskoler.
Mange hilsner herfra!
Abonner på:
Opslag (Atom)