Anne: Noget der fik mig til at tænke anderledes.

Da valget stod mellem at tage i junglen eller i minerne i fridagene var det et svært valg. Enten ventede frodig natur under blå himmel eller også kunne vi blive tilskuere til en helt anden virkelighed, nemlig de fattige bolivianeres hårde arbejdsliv der hvor solens stråler aldrig skinner.
Marie, Ida, Anna, Mikas, Asger og jeg valgte minerne vi havde hørt så meget om, og det viste sig at blive noget af en øjenåbner.
I bjergbyen Potosí mødtes vi med vores lille engelsktalende guide, Sol, der var noget af en spasmager. Hun underholdt os nogle timer, mens hun tog os med ud for at købe gaver til de minearbejdere vi senere ville møde. Derefter i klædte hun os i solidt regntøj, kæmpe støvler og en sikkerhedshat med lys. Vi snakkede en del og hendes lille, skægge person fik mig til slappe helt af ved tanken om at tilbringe de næste par timer i bjergets indre. Minerne var ikke kæmpe huler som jeg i min naivitet havde forstillet mig, men små gange der som en labyrint krydsede hele bjerge - både vandret og lodret.
Det er sjovt som jeg uden rigtig at have tænkt over det på forhånd, alligevel har haft en ide om hvordan minerne ville se ud. Selvom vi har hørt meget om minerne før, og om hvor hårdt livet i dem er, havde jeg et helt forkert billede af dem, for hold da op hvor blev jeg overrasket. Jeg havde nok mere tænkt dem, som lidt værre udgaver af drypstenshuler, da det er det eneste jeg har at holde det op i mod.

Som så mange gange før på turen fik jeg en ”aha-oplevelse” for aldrig har jeg haft mindre lyst til noget, end gå ind i minen da jeg så indgangen. Cirka halvanden meter høj og 1,5 meter bred. Derinde skulle vi tilbringe 2 timer, og hvis det ikke var fordi jeg ville det så meget, og ikke kunne indrømme overfor mig selv at jeg ikke turde, tror jeg at jeg havde løbet skrigende væk. To timer i små, mørke gange langt inde i et bjerg fik virkelig mine klaustrofobiske følelser til at røre på sig. Det var så forfærdeligt syntes jeg.
Gange var så små at man måtte kravle nogle gange og tanken om at man gik længere og længere ind i noget ukendt, mørkt, småt og klamt var næsten for meget. Et par gange kunne jeg virkelig mærke at panikken var ved at overmande mig, men et eller andet sted vidste jeg også bare at det kunne ville gøre det meget værre. Hvis jeg midt i en lille tunnel med mennesker både foran og bag mig gik i panik og ville ud, vidste jeg at jeg alligevel ville skulle gå en halv time med bøjet ryg for at komme ud igen. Så hellere fortsætte turen med Sol og få det hele ud af det. Jeg kan slet ikke beskrive hvor væmmeligt det var. Tænkt at mennesker befinder sig inde i et mørkt, klaustrofobisk bjerg 8 timer om dagen, 6 dage om ugen. To timer var nok for mig og jeg vil aldrig mere ind i en mine!!!

Derudover er det farligt at være minearbejder, både pga. ulykker, men de er også i fare for slagtilfælde pga. varmen og den dårlige luft. Alt det støv og farlige gasser og gifte medfører at mange får problemer med lungerne efter et halvt arbejdsliv – de kan ikke en gang spise noget i løbet af dagen da det er så usundt pga. asbest. Derfor tygger de koka og arbejder sig halvt ihjel i stedet. Stakkels mennesker. Jeg kan huske at jeg var virkelig forarget og fik det rigtig dårligt af at tænke tilbage på hvordan de mennesker lever deres liv.

Jeg tror virkelig at en helt anden verdens realiteter gik op for mig den dag i minen. Vi er alle sammen vokset op med at se og høre om folk der har det forfærdeligt langt væk og som lever under elendige kår, men alligevel er det aldrig rigtigt kommet helt tæt på, så jeg får forstået det rigtigt. Verden i Potosí er bare så anderledes fra vores liv i Danmark, at det er svært at forholde sig til et fattigt land som Bolivia. I ét split sekund i en lille minegang hvor jeg åndede varm luft ind og svedte under mit syntetiske sæt tøj, blev jeg næsten enig med mig selv om at jeg hellere ville arbejde som prostitueret end at arbejde som de gjorde.. Det er svært at sige, og heldigvis skal jeg aldrig træffe den beslutning, men jeg tror aldrig jeg har været gladere end da jeg igen så himlen efter nogen timer i minerne.
---
…En lille efterfølger.. (bare fordi jeg lige tænkte over lidt bagefter)
Og så alligevel. Verden for dem er måske ikke så forfærdelig som jeg forestiller mig det fordi vi kommer fra to meget forskellige dele af verden. Bolivianerne i Potosí er jo vandt til at deres fædre arbejder i minerne og det er nok naturligt for drengene, at følge i deres fars fodspor. Den gamle minearbejder Thomas vi mødte i bussen, var snart klar til at dø efter et langt liv i minen. Men han var lykkelig - også ved tanken om at hans sønner fortsatte arbejdet i mørket, dog med langt bedre arbejdsvilkår. Han konklusion på sit liv var endnu en gang en øjenåbner. Det er svært at forestille sig at kunne føle sådan hvis man var i hans sted..

noget der fik mig til at tænke anderledes - Asger

Hvad fik mig til at tænke anerledes.

I danmark har jeg min trygge hverdag. Jeg bor på højskolen og jeg ved hvilke udfordringer, jeg står op til om morgenen.
I min verden kan de virke store, men i sammmenligning med visse befolkningsgrupper i Bolivia er de utrolig små.
At se en skole for børn, der kommer fra familier, som er en del af en minoritets gruppe i landet.
De har været en del af slavelignende forhold, i Haciendaer. De går flere timer for at komme i skole, fordi det er alt afgørende for at ændre deres situation.
For på et senere tidspunkt måske at få mulighed for at komme til La Paz og studere sammen med børn fra andre grupperinger.

Dette er at land, hvor der er mange forskellige etniske grupper, forskellige indianere, både ayamaraer, guarani, i lavlandet og kecher grupper. Samt 30 andre, og folk med vestlig baggrund. Disse mennesker skal lærer at leve sammen. Det kræver helt andre og større ting end i danmark. Minearbejderne har ikke haft ordentlige rettigheder, ingen fagforening. Dvs, ingen sikkerhed på arbejdet. De arbejde 6 dage om ugen. De har stort set intet fritid og lønnen er på grænsen til at være ikke eksisterende. Bolivia har samarbejdet med USA og det har ikke lige frem været til bolivias fordel.

Bolivia er et land med en masse at byde på, men også problemer. Deres kampe er så mange og alle har en kamp at kæmpe. Om det er politikerne, som vil ændre samfundet til det bedre, om det er husmoderen der går hjemme og skal forsørge familien, eller om det er minarbejderens kone, som kæmper for at få dagen til at glide og hjælpe manden til at få sine rettigheder.

Udfordringer er der massere af og mulighederne er begrænsede. Det Jeg prøver at sige er, at vi er heldige her i Danmark og at jeg vil prøve på at huske på dette i hårde tider.

Minerne I Potosi

I vores 4 tiltrængte fridage i midten af rejsen var det eneste vi egentlig lavede, udover at hænge ud med de andre back packere, at se en af metalminerne i Potosi. En syndsyg oplevelse. Alt forgår manuelt og alt lys kommer fra de gammeldags pandelygter i små klippe gange. Til tider kan man stå op, andre gange skal vi ned på mave og knæ for at kravle igennem en lille mellemgang, men det meste af tiden kan vi med bøjet ryk stå på benene. Det er ikke bare fordi, at vi er højere end bolivianerne, at det er sådan. Hvorfor, tænker jeg og svaret er nok bare, at det aldrig har været arbejdsmiljø, der har været fokus på i minerne, hvor man før i tiden arbejde i op til 16 timer i døgnet, mens man idag kun arbejder mellem 8 og 10 timer.

Vi møder og taler kort med gruppe arbejdere, de sidder på huk foran et 20 meter dybt hul og hiver det der svare til en trillebørfuld malm op ved hjælp at et gammeldags træksystem uden trisser. Nede i hullet arbejder 2 mænd med at få malmen løs vha. dynamit og hakker. Det var meningen at vi også skulle ned og se hvordan de arbejder, men vi var allesammen ved at have fået nok af at være der, selvom vi kun havde været der i 20 min. tid. Varmen er ulidelig, gangene klaustrofobiske og luften er tyk af støv - og asbest fortæller vores guide og tilføjet at det er det, de primært dør af og ikke ulykker, som man måske skulle tro. Ingen - udover de japanske turister - har masker på i minen. De fleste har arbejdet i minerne fra de er omkring 14-15 år. Fra den alder kan man som skubbedreng hjælpe med at skubbe de kæmpestore vogne på skinner op ad minerne. Vi har sodavand og kokablade med til alle de arbejdsteam vi møder, det er det eneste de indtager i løbet af en arbejdsdag. Små bunker tykkede kokablade ligger over alt i gangene.

Inden vores guide giver os lov til at komme ud i friheden tager hun os med ud i en sidegang, der ikke bliver bliver brugt til arbejde. Her fører hun os hen til et indhak hvor der står et stor figur. Det er en satansfigur med minearbejder støvler på, hård på benene, masser af confetti (det er han også vild med!) og en ordenlig fallos. Vi tilbeder satan her siger vores guide. De hvide lærte os og gud er i himlen og giver alt det gode, og at saten er under jorden i helvedet og står for det dårlige. Vi arbejder under jorden til vi dør af det, derfor tilbeder vi satan. Hun stikker en urtesmøg i munden på satan og giver han og moder jord en slurk alkohol, hvorefter hun sender den lille plast flaske rundt til os andre. Det er 97% alkohol og giver tåre i øjnene af drikke bare lidt af, ikke delstro mindre er det minearbejderne og bolivias mange andre alkoholikere drikker sig fuld i om aftenen og på deres fridag. Da satan har røget sig smøg færdig får vi lov til at begynde at gå ud af og efter 20 min. gang med bøjet ryg kan vi endelig se lys igen og kan tage vores hjelme med pandelygter af.

NOget der fik mig til at tænke anderledes

Der var engang én, der sagde: "At være rig gør dig ikke lykkelig, men det er en fandens god måde at være ulykkelig på." - Det er ik helt forkert; hvis man ik har til dagen & vejen, kan man ik rigtig beskæftige sig med så meget andet end at skaffe til næste måltid. Men da vi besøgte guaranískolen i Taperilla fandt jeg ud af - det lyder måske lidt kliché - hvor lidt materielle goder egentlig betyder. De havde strøm to timer hver aften, sked i et hul & havde ik råd til at spise hakket tomat, men alligevel havde de mere livsglæde (og optimisme) end rigtig, rigtig mange danskere, og det på trods af, at mange af dem har livshistorier, der ville kunne gøre sig på TV.
Hva har jeg så lært?
Jeg har lært (eller er blevet helt sikker på), at det vigtigste i verden er, at lave det der gir ens liv mening - alt andet er sekundært. (Jeg vil hellere leve uden strøm & toilet, end leve i Velfærdsdanmark og pukle i et job jeg ik elsker).

"De fandens muligheder" - Noget der fik mig til at tænke anderledes...

Efter at have kørt i over en time fra den nærmeste bunke af huse, som rent faktisk kunne kaldes for en by, forbi et ådsel som 2 grippe ivrigt gnasker i sig og gennem et område kendetegnet ved udpræget tørke, kommer man til kostskolen i Karatindi. Kostskolen er bygget af triste brunlige mursten spartlet med mudder, men ligner trods alt noget man kan bo i - i modsætning til noget af det andet vi oplevede på turen. Indtil for få måneder siden havde vandforsyning været floden små 100 meter væk, hvor man både hentede drikkevand, tog bad og vaskede tøj. Som følge af en længerevarende tørke, fandtes denne flod ikke længere og man var henvist til en flod lidt længere væk, hvor vandstanden på sit højeste målte 10 centimeter. Det var dog - heldigivis - ikke så aktuelt længere, da skolen for 3 måneder siden har fået rindende vand, som er rent nok til at drikke.

Her, midt i ingenting, mødte vi 4 lærere på omkring 25 år, der stod for al undervisning på skolen og var medansvarlige for de herboende elever. De var alle blevet uddannet i andre delstater end der hvor vi befandt os - Chuquisaca - men var blevet sendt til Karatindi efter at have bestået deres eksamen. Her kunne de så ellers bare engagere sig i deres arbejde. Utroligt nok gjorde de netop det 100 % og mere end så mange lærere gør det herhjemme i Danmark, selvom de - i det fleste tilfælde - selv har valgt at søge lærestillingen på netop den skole de arbejder på. Mange af eleverne har heller ikke muligheden for at vælge hvilken skole de vil gå på, eller hvad de gerne vil lave efter folkeskolen - simpelthen pga. den geografiske beliggendehed eller deres økonomiske situation. Valg, vi i Danmark, tager for givet.

Netop den oplevelse af mangel på valg og muligheder, har fået mig til at tænke over alle "de fandens muligheder", vi har her i Danmark. Mange sætter nemlig et "fandens" foran de muligheder der ligger for fødderne af vores generation i dag - i Danmark. En verden af muligheder, hvor stort set det eneste der sætter grænser er fantasien. Men er det kun fantasien der sætter grænser, eller findes der efterhånden en almen opfattelse, der sætter videnssamfundets uanede muligheder i en box, hvor de ellers bare kan skamme sig over at være så mange?

Den almene opfattelse af mulighedernes betydning for det enkelte individ, har de senere år været overvejende negativ. Mulighederne er for mange til, at individet selv kan håndterer dem og det medfører stress, usikkerhed og mangel på retning i livet. En ny diskurs har i kølvandet på den opfattelse, vundet frem: Mangel på autoritet og retning i det enkelte individs liv betyder, at selvet befinder sig i en position, hvor det føler sig utrygt og handlingslammet. Jeg har også selv haft opfattelsen af, at de mange muligheder var noget skidt - for så vidste jeg jo ikke hvad jeg skulle læse efter gymnasiet, hvilket pastamærke jeg skulle købe i supermarkedet eller om jeg burde bruge Mac eller PC.

Men for søren da. Efter et måned i Bolivia sættes ens trygge hverdag og lettere ligegyldige problemstillinger i Danmark, lidt i perspektiv. Vi går og beklager os over at vi har for mange muligheder, når størstedelen af Bolivias befolkningen stort set ingen har. Min erfaring i Bolivia har lært mig, at jeg har et ansvar for at udnytte bare nogle af de uendelig mange muligheder jeg har, og gøre det med omtanke. Nu tænker jeg ikke kun på uddannelse, men også når det gælder valg af f.eks. fødevarer i kølvandet på klimadebatten. Som vi selv erfarede, har vejrforholdene i Bolivia ændret sig drastisk som direkte konsekvens af den globale opvarmning. I dag holder de siesta kl. 11 i stedet for 12 og må derfor også arbejde det længere, tørke er blevet et reelt problem og vandforsygningen er blevet ustabil, som følge af faldende mængder sne på bjergene.

Så kunne vi i Danmark ikke lige tænke os en ekstra gang om, når vi står i supermarkedet og køber ind - vælge lidt mindre ko og mere kylling e.l., måske drikke en øl i stedet for en flaske vin, eller helt grundlæggende købe mere energisparende el-apperater. Valg der ikke findes i Bolivia, hvor de bliver nødsaget til at brænde skove af, bare for at overleve. Noget vi ynder at pege fingre af i vesten, mens vi kører i store biler, spiser røde bøffer og har 3 fjernsyn og 4 computere tændt - bare for at have det.

Man har hørt denne smøre 1000 gange før, men budskabet ryger oftest ud af det andet øre lige så hurtigt som det er kommet ind af det ene. Man bliver nødt til selv at opleve og erfare hvilke negative konsekvenser vores valg har for uskyldige mennesker. Og det har jeg oplevet.

Det er os der har valget, derfor må vi også tage det ansvar der følger med.

Golden Words Transportable VOL2

"Hvis jeg var gravid lige nu, så havde mine bryster bare sprøjtet mælk!"

- Ida ved synet af nuttet og forladt lam

"Nogle gange kalder jeg Mikkel elskede basseskat"

- Sara

"Min hund bollede mig engang i ansigtet!"

- Cecilia

Ud i verden

Jeg har altid været helt sikker på, at jeg aldrig skulle rejse ud i verden alene. Da aldrig uden mor og far! Men alligevel havde jeg jo lyst til at se den anden side af kloden, så jeg kombinerede min rejse med et højskoleophold for at få dén oplevelse med i købet og for at føle mig tryg i den store verden.
Når jeg tænker tilbage er jeg lidt i tvivl om, hvad det egentlig var, jeg var så bange for. Om jeg skulle blive væk, om noget skulle gå galt?! I så fald havde jeg jo bare fået den oplevelse med. Nu har jeg i hvert fald fået blod på tanden. Jeg vil se mere!
Jeg har fundet ud af, hvor let det er at komme rundt i et så stort land som Bolivia. Man stiller sig ind på en busterminal, og så regner det ellers ned med tilbud om kørsel til ingen penge. Går man ind på et hotel, er der også et fint værelse ledigt, så man skal ikke sove på en bænk.
Noget der fik mig til at tænke anderledes var min rejsen rundt i Bolivia. Der er så mange steder i verden, jeg gerne vil se, og det er muligt for mig. Men helt alene bliver det aldrig, for det er for ærgerligt ikke at have nogen at dele de fantastiske oplevelser med.
Luna Cecilia

Golden Words Bolivia

Jamen i dit gamle pas er du jo yngre
- Cecilia

Jeg gider ikke have sex, hvis ikke kvinden kommer.. Så nu er jeg helt holdt op!
- Asger

Ej, jeg sagde altså CRIPSY!
- Anna

Kender I dét, når I bliver nødt til at synke noget, I ikke har lyst til?
- Kristian

Vi kan kun lide rene racer!
- Cecilia

Hvad hedder det bolivianske landshold egentlig?
- Anne

Jamen der står også i Woman, at man skal bruge energi for at få energi
- Mikas

Hvis jeg var en myre, ville jeg personligt kravle op i mit underliv!
- Anna

Ej, så kan du jo se fodboldkampen 6 timer før de andre
- Julie

Noget der fik mig til at tænke anderledes... (Julie)

Udsigtsbillede fra COMPAs hovedhus der lå centralt i El Alto.


U-landet Bolivia ruller forbi mit busvindue. Mørket har sænket sig over en deprimerende grim slidt og fattig forstad til La Paz. Husene er alle bygget op som containerlignende murstensklodser, alle med samme slags røde mursten og alle med fladt tag. Monotonien afbrydes kun af kig ind til de talrige butikker i stueetagen, der ligger badet i neonlys og typisk sælger slik, æg eller bildæk. Der er overraskende mange mennesker på gaden så sent på aftenen, de holder tøjet tæt om sig for at beskytte sig mod kulden her i det højtliggende La Paz. Ingen ænser de talrige udmagrede gadehunde, der løber vilde rundt på gaden og spiser skrald. Mens jeg gumler Oreos og kigger ud, føler jeg egentlig at jeg ligeså godt kunne sidde hjemme i sofaen og se en U-landsdokumentar på fjernsynet. Fattigdommen og trøstesløsheden her er for overvældende til, at jeg helt kan overskue, at den rent faktisk er lige ude foran mit vindue.
Jeg tror ikke på, at man kan have et godt liv her i denne håbløshed.

Samme tanke havde jeg mange gange på vores busture gennem Bolivia. Også da vi var på rundtur i El Alto og skulle ud at besøge Teaterorganisationen COMPAs andet hus, som lå i udkanten af El Alto. Her kørte vi igennem endnu et af de utallige kedelige, tørre, stenede, ensformige og brune beboelsesområder som vi havde set så mange gange før. Og pludselig midt i det hele rejser der sig et højt hus bygget i farverige materialer, med masser af store vinduer og udsigtstårn på toppen. Huset er bygget i genbrugsmaterialer på en uhyre kreativ måde, så fx gamle fjernsyn agerer husvæg og vindue. For foden af huset står en gruppe unge bolivianere klar med trommer og spiller et nummer for os som velkomst. Så bliver vi inviteret ind i dette fantastiske farverige hus, hvor der af sjove ideer bl.a. kan nævnes et toilet på toppen af huset, med store vinduer hele vejen rundt - så man kan forrette sin nødtørft med god udsigt. Det var ligesom en boliviansk udgave af Villa Villakulla i extended version. De unge viste os et teaterstykke som var en romantisk komedie. Jeg forstod dog ikke så meget af det, da det var på spansk, men det jeg kunne se var bare, at de havde det vildt sjovt med at lave det, og virkelig gik op i det. Jeg blev virkelig fascineret af at her stod noge unge bolivianere og spillede komedie for os - sikke et overskud midt i al den elendighed. Derudover gav oplevelsen mig et nyttigt indblik i hvordan bistand kan gøres på en kreativ måde. De unge fik her arbejdet med kroppen, lavet noget sjov sammen, udforsket forskellige problemstillinger gennem teateret og skabt et eminent fællesskab. Det med at arbejde med kroppen er et særlig fokus hos COMPA, da det er et led i afkoloniseringen af kroppen. Et udtryk som måske lyder noget langhåret i Danmark, men som giver rigtig god mening i et land hvor de oprindelige folk er blevet undertrykt de sidste 500 år, hvilket jo påvirker mennesket både fysisk og psykisk.

Alt i alt synes jeg det var en super fed oplevelse for mig, at det for det første var muligt at være glad, fjollet og lave "overskudsprojekter" som teater når man bor midt i ingenting, og for det andet, at kreativ bistandshjælp overhovedet ikke er et overflødigt hippieprojekt.