Hvad fik mig til at tænke anerledes.
I danmark har jeg min trygge hverdag. Jeg bor på højskolen og jeg ved hvilke udfordringer, jeg står op til om morgenen.
I min verden kan de virke store, men i sammmenligning med visse befolkningsgrupper i Bolivia er de utrolig små.
At se en skole for børn, der kommer fra familier, som er en del af en minoritets gruppe i landet.
De har været en del af slavelignende forhold, i Haciendaer. De går flere timer for at komme i skole, fordi det er alt afgørende for at ændre deres situation.
For på et senere tidspunkt måske at få mulighed for at komme til La Paz og studere sammen med børn fra andre grupperinger.
Dette er at land, hvor der er mange forskellige etniske grupper, forskellige indianere, både ayamaraer, guarani, i lavlandet og kecher grupper. Samt 30 andre, og folk med vestlig baggrund. Disse mennesker skal lærer at leve sammen. Det kræver helt andre og større ting end i danmark. Minearbejderne har ikke haft ordentlige rettigheder, ingen fagforening. Dvs, ingen sikkerhed på arbejdet. De arbejde 6 dage om ugen. De har stort set intet fritid og lønnen er på grænsen til at være ikke eksisterende. Bolivia har samarbejdet med USA og det har ikke lige frem været til bolivias fordel.
Bolivia er et land med en masse at byde på, men også problemer. Deres kampe er så mange og alle har en kamp at kæmpe. Om det er politikerne, som vil ændre samfundet til det bedre, om det er husmoderen der går hjemme og skal forsørge familien, eller om det er minarbejderens kone, som kæmper for at få dagen til at glide og hjælpe manden til at få sine rettigheder.
Udfordringer er der massere af og mulighederne er begrænsede. Det Jeg prøver at sige er, at vi er heldige her i Danmark og at jeg vil prøve på at huske på dette i hårde tider.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar