Efter at have kørt i over en time fra den nærmeste bunke af huse, som rent faktisk kunne kaldes for en by, forbi et ådsel som 2 grippe ivrigt gnasker i sig og gennem et område kendetegnet ved udpræget tørke, kommer man til kostskolen i Karatindi. Kostskolen er bygget af triste brunlige mursten spartlet med mudder, men ligner trods alt noget man kan bo i - i modsætning til noget af det andet vi oplevede på turen. Indtil for få måneder siden havde vandforsyning været floden små 100 meter væk, hvor man både hentede drikkevand, tog bad og vaskede tøj. Som følge af en længerevarende tørke, fandtes denne flod ikke længere og man var henvist til en flod lidt længere væk, hvor vandstanden på sit højeste målte 10 centimeter. Det var dog - heldigivis - ikke så aktuelt længere, da skolen for 3 måneder siden har fået rindende vand, som er rent nok til at drikke.
Her, midt i ingenting, mødte vi 4 lærere på omkring 25 år, der stod for al undervisning på skolen og var medansvarlige for de herboende elever. De var alle blevet uddannet i andre delstater end der hvor vi befandt os - Chuquisaca - men var blevet sendt til Karatindi efter at have bestået deres eksamen. Her kunne de så ellers bare engagere sig i deres arbejde. Utroligt nok gjorde de netop det 100 % og mere end så mange lærere gør det herhjemme i Danmark, selvom de - i det fleste tilfælde - selv har valgt at søge lærestillingen på netop den skole de arbejder på. Mange af eleverne har heller ikke muligheden for at vælge hvilken skole de vil gå på, eller hvad de gerne vil lave efter folkeskolen - simpelthen pga. den geografiske beliggendehed eller deres økonomiske situation. Valg, vi i Danmark, tager for givet.
Netop den oplevelse af mangel på valg og muligheder, har fået mig til at tænke over alle "de fandens muligheder", vi har her i Danmark. Mange sætter nemlig et "fandens" foran de muligheder der ligger for fødderne af vores generation i dag - i Danmark. En verden af muligheder, hvor stort set det eneste der sætter grænser er fantasien. Men er det kun fantasien der sætter grænser, eller findes der efterhånden en almen opfattelse, der sætter videnssamfundets uanede muligheder i en box, hvor de ellers bare kan skamme sig over at være så mange?
Den almene opfattelse af mulighedernes betydning for det enkelte individ, har de senere år været overvejende negativ. Mulighederne er for mange til, at individet selv kan håndterer dem og det medfører stress, usikkerhed og mangel på retning i livet. En ny diskurs har i kølvandet på den opfattelse, vundet frem: Mangel på autoritet og retning i det enkelte individs liv betyder, at selvet befinder sig i en position, hvor det føler sig utrygt og handlingslammet. Jeg har også selv haft opfattelsen af, at de mange muligheder var noget skidt - for så vidste jeg jo ikke hvad jeg skulle læse efter gymnasiet, hvilket pastamærke jeg skulle købe i supermarkedet eller om jeg burde bruge Mac eller PC.
Men for søren da. Efter et måned i Bolivia sættes ens trygge hverdag og lettere ligegyldige problemstillinger i Danmark, lidt i perspektiv. Vi går og beklager os over at vi har for mange muligheder, når størstedelen af Bolivias befolkningen stort set ingen har. Min erfaring i Bolivia har lært mig, at jeg har et ansvar for at udnytte bare nogle af de uendelig mange muligheder jeg har, og gøre det med omtanke. Nu tænker jeg ikke kun på uddannelse, men også når det gælder valg af f.eks. fødevarer i kølvandet på klimadebatten. Som vi selv erfarede, har vejrforholdene i Bolivia ændret sig drastisk som direkte konsekvens af den globale opvarmning. I dag holder de siesta kl. 11 i stedet for 12 og må derfor også arbejde det længere, tørke er blevet et reelt problem og vandforsygningen er blevet ustabil, som følge af faldende mængder sne på bjergene.
Så kunne vi i Danmark ikke lige tænke os en ekstra gang om, når vi står i supermarkedet og køber ind - vælge lidt mindre ko og mere kylling e.l., måske drikke en øl i stedet for en flaske vin, eller helt grundlæggende købe mere energisparende el-apperater. Valg der ikke findes i Bolivia, hvor de bliver nødsaget til at brænde skove af, bare for at overleve. Noget vi ynder at pege fingre af i vesten, mens vi kører i store biler, spiser røde bøffer og har 3 fjernsyn og 4 computere tændt - bare for at have det.
Man har hørt denne smøre 1000 gange før, men budskabet ryger oftest ud af det andet øre lige så hurtigt som det er kommet ind af det ene. Man bliver nødt til selv at opleve og erfare hvilke negative konsekvenser vores valg har for uskyldige mennesker. Og det har jeg oplevet.
Det er os der har valget, derfor må vi også tage det ansvar der følger med.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar