Noget der fik mig til at tænke anderledes... (Julie)

Udsigtsbillede fra COMPAs hovedhus der lå centralt i El Alto.


U-landet Bolivia ruller forbi mit busvindue. Mørket har sænket sig over en deprimerende grim slidt og fattig forstad til La Paz. Husene er alle bygget op som containerlignende murstensklodser, alle med samme slags røde mursten og alle med fladt tag. Monotonien afbrydes kun af kig ind til de talrige butikker i stueetagen, der ligger badet i neonlys og typisk sælger slik, æg eller bildæk. Der er overraskende mange mennesker på gaden så sent på aftenen, de holder tøjet tæt om sig for at beskytte sig mod kulden her i det højtliggende La Paz. Ingen ænser de talrige udmagrede gadehunde, der løber vilde rundt på gaden og spiser skrald. Mens jeg gumler Oreos og kigger ud, føler jeg egentlig at jeg ligeså godt kunne sidde hjemme i sofaen og se en U-landsdokumentar på fjernsynet. Fattigdommen og trøstesløsheden her er for overvældende til, at jeg helt kan overskue, at den rent faktisk er lige ude foran mit vindue.
Jeg tror ikke på, at man kan have et godt liv her i denne håbløshed.

Samme tanke havde jeg mange gange på vores busture gennem Bolivia. Også da vi var på rundtur i El Alto og skulle ud at besøge Teaterorganisationen COMPAs andet hus, som lå i udkanten af El Alto. Her kørte vi igennem endnu et af de utallige kedelige, tørre, stenede, ensformige og brune beboelsesområder som vi havde set så mange gange før. Og pludselig midt i det hele rejser der sig et højt hus bygget i farverige materialer, med masser af store vinduer og udsigtstårn på toppen. Huset er bygget i genbrugsmaterialer på en uhyre kreativ måde, så fx gamle fjernsyn agerer husvæg og vindue. For foden af huset står en gruppe unge bolivianere klar med trommer og spiller et nummer for os som velkomst. Så bliver vi inviteret ind i dette fantastiske farverige hus, hvor der af sjove ideer bl.a. kan nævnes et toilet på toppen af huset, med store vinduer hele vejen rundt - så man kan forrette sin nødtørft med god udsigt. Det var ligesom en boliviansk udgave af Villa Villakulla i extended version. De unge viste os et teaterstykke som var en romantisk komedie. Jeg forstod dog ikke så meget af det, da det var på spansk, men det jeg kunne se var bare, at de havde det vildt sjovt med at lave det, og virkelig gik op i det. Jeg blev virkelig fascineret af at her stod noge unge bolivianere og spillede komedie for os - sikke et overskud midt i al den elendighed. Derudover gav oplevelsen mig et nyttigt indblik i hvordan bistand kan gøres på en kreativ måde. De unge fik her arbejdet med kroppen, lavet noget sjov sammen, udforsket forskellige problemstillinger gennem teateret og skabt et eminent fællesskab. Det med at arbejde med kroppen er et særlig fokus hos COMPA, da det er et led i afkoloniseringen af kroppen. Et udtryk som måske lyder noget langhåret i Danmark, men som giver rigtig god mening i et land hvor de oprindelige folk er blevet undertrykt de sidste 500 år, hvilket jo påvirker mennesket både fysisk og psykisk.

Alt i alt synes jeg det var en super fed oplevelse for mig, at det for det første var muligt at være glad, fjollet og lave "overskudsprojekter" som teater når man bor midt i ingenting, og for det andet, at kreativ bistandshjælp overhovedet ikke er et overflødigt hippieprojekt.