Anne: Noget der fik mig til at tænke anderledes.

Da valget stod mellem at tage i junglen eller i minerne i fridagene var det et svært valg. Enten ventede frodig natur under blå himmel eller også kunne vi blive tilskuere til en helt anden virkelighed, nemlig de fattige bolivianeres hårde arbejdsliv der hvor solens stråler aldrig skinner.
Marie, Ida, Anna, Mikas, Asger og jeg valgte minerne vi havde hørt så meget om, og det viste sig at blive noget af en øjenåbner.
I bjergbyen Potosí mødtes vi med vores lille engelsktalende guide, Sol, der var noget af en spasmager. Hun underholdt os nogle timer, mens hun tog os med ud for at købe gaver til de minearbejdere vi senere ville møde. Derefter i klædte hun os i solidt regntøj, kæmpe støvler og en sikkerhedshat med lys. Vi snakkede en del og hendes lille, skægge person fik mig til slappe helt af ved tanken om at tilbringe de næste par timer i bjergets indre. Minerne var ikke kæmpe huler som jeg i min naivitet havde forstillet mig, men små gange der som en labyrint krydsede hele bjerge - både vandret og lodret.
Det er sjovt som jeg uden rigtig at have tænkt over det på forhånd, alligevel har haft en ide om hvordan minerne ville se ud. Selvom vi har hørt meget om minerne før, og om hvor hårdt livet i dem er, havde jeg et helt forkert billede af dem, for hold da op hvor blev jeg overrasket. Jeg havde nok mere tænkt dem, som lidt værre udgaver af drypstenshuler, da det er det eneste jeg har at holde det op i mod.

Som så mange gange før på turen fik jeg en ”aha-oplevelse” for aldrig har jeg haft mindre lyst til noget, end gå ind i minen da jeg så indgangen. Cirka halvanden meter høj og 1,5 meter bred. Derinde skulle vi tilbringe 2 timer, og hvis det ikke var fordi jeg ville det så meget, og ikke kunne indrømme overfor mig selv at jeg ikke turde, tror jeg at jeg havde løbet skrigende væk. To timer i små, mørke gange langt inde i et bjerg fik virkelig mine klaustrofobiske følelser til at røre på sig. Det var så forfærdeligt syntes jeg.
Gange var så små at man måtte kravle nogle gange og tanken om at man gik længere og længere ind i noget ukendt, mørkt, småt og klamt var næsten for meget. Et par gange kunne jeg virkelig mærke at panikken var ved at overmande mig, men et eller andet sted vidste jeg også bare at det kunne ville gøre det meget værre. Hvis jeg midt i en lille tunnel med mennesker både foran og bag mig gik i panik og ville ud, vidste jeg at jeg alligevel ville skulle gå en halv time med bøjet ryg for at komme ud igen. Så hellere fortsætte turen med Sol og få det hele ud af det. Jeg kan slet ikke beskrive hvor væmmeligt det var. Tænkt at mennesker befinder sig inde i et mørkt, klaustrofobisk bjerg 8 timer om dagen, 6 dage om ugen. To timer var nok for mig og jeg vil aldrig mere ind i en mine!!!

Derudover er det farligt at være minearbejder, både pga. ulykker, men de er også i fare for slagtilfælde pga. varmen og den dårlige luft. Alt det støv og farlige gasser og gifte medfører at mange får problemer med lungerne efter et halvt arbejdsliv – de kan ikke en gang spise noget i løbet af dagen da det er så usundt pga. asbest. Derfor tygger de koka og arbejder sig halvt ihjel i stedet. Stakkels mennesker. Jeg kan huske at jeg var virkelig forarget og fik det rigtig dårligt af at tænke tilbage på hvordan de mennesker lever deres liv.

Jeg tror virkelig at en helt anden verdens realiteter gik op for mig den dag i minen. Vi er alle sammen vokset op med at se og høre om folk der har det forfærdeligt langt væk og som lever under elendige kår, men alligevel er det aldrig rigtigt kommet helt tæt på, så jeg får forstået det rigtigt. Verden i Potosí er bare så anderledes fra vores liv i Danmark, at det er svært at forholde sig til et fattigt land som Bolivia. I ét split sekund i en lille minegang hvor jeg åndede varm luft ind og svedte under mit syntetiske sæt tøj, blev jeg næsten enig med mig selv om at jeg hellere ville arbejde som prostitueret end at arbejde som de gjorde.. Det er svært at sige, og heldigvis skal jeg aldrig træffe den beslutning, men jeg tror aldrig jeg har været gladere end da jeg igen så himlen efter nogen timer i minerne.
---
…En lille efterfølger.. (bare fordi jeg lige tænkte over lidt bagefter)
Og så alligevel. Verden for dem er måske ikke så forfærdelig som jeg forestiller mig det fordi vi kommer fra to meget forskellige dele af verden. Bolivianerne i Potosí er jo vandt til at deres fædre arbejder i minerne og det er nok naturligt for drengene, at følge i deres fars fodspor. Den gamle minearbejder Thomas vi mødte i bussen, var snart klar til at dø efter et langt liv i minen. Men han var lykkelig - også ved tanken om at hans sønner fortsatte arbejdet i mørket, dog med langt bedre arbejdsvilkår. Han konklusion på sit liv var endnu en gang en øjenåbner. Det er svært at forestille sig at kunne føle sådan hvis man var i hans sted..