¡ No vale, fuera !

Efter fire dage paa en kostskole ude paa landet sidder jeg endelig igen ved en computer.
Vi tog afsted fra Camiri i loerdags efter at have koebt alt det, vi skulle bruge de kommende dage - mad, toiletpapir, bestik, lommelygter, madrasser, piller - alt! Vores lille gruppe blev delt op i to, saa jeg tog med Sara, Mikas, Julie, Anna og Ida til en kostskole for unge guaraniindianere kaldet C.E.A (Centro de Educativo Alternativo).
Vi koerte i en taxa-bus med de mindste saeder, hvor selv Ida knap nok kunne vaere der med benene, med alle vores ting omkring os - Mikas og jeg holdt oeje med at vores 25 aeg ikke faldt ned.
Da vi kom frem var der helt moerkt (solen gaar ned ved 18tiden her), og kun en enkelt lampe lyste, som det eneste elektricitet i tre timer om dagen. Jeg skulle paa toilettet, saa jeg tog min lommelygte frem og lyste mig vejen ned til toilettet. Paa vejen skulle man forbi en masse skrald og en mega gris som laa og gryntede i moerket. Jeg kunne maerke taarerne presse sig paa, da jeg opdagede, hvordan jeg skulle traede af paa naturens vegne (bogstaveligt talt) de naeste mange dage. Guaranierne havde sat nogle presseninger op omkring et hul i jorden! Jeg har aldrig oplevet saa staerk en hjemvefoelelse foer!
Om soendagen stod vi op kl. 6, for at gaa 7 km til nogle fodboldkampe vores skole skulle spille. Mikas spillede med indtil han selv valgte at forlade kampen.
Vi tilbragte hele dagen ved fodboldbanerne, hvor der ogsaa blev spillet musik og danset. Der var dyr over det hele - engang i mellem fik en hund, hoene eller gris forvildet sig ud paa banen. Da Julie og jeg rendte rundt efter nuttede aellinger og tog billeder af festlighederne, hoerte vi en gris skrige, og bag os var denne ved at blive bundet sammen om benene. Pludselig stod en mand og borrede en kniv ind i halsen paa den, saa det sproejtede ud med blod. Saa fik vi set en gris blive slagtet! Paa saadan en slagtet gris kan man tjene omkring 200 bs (lidt under 200 kr).
Paa vej hjem fra fodboldkampene havde nogle af drengene fundet et nedkoert maar-lignende dyr, som de tog med hjem for at spise - Mikas fik aeren af at sove ved siden af det flaaede dyr.
Om aftenen lavede Anna og jeg en planche med nogle af guaranidrengene, hvor vi oversatte danske ord til spansk og saa til guarani mens der blev smagt paa lakrids. Samme aften fik jeg at vide, at guaranierne havde givet mig oegenavnet "La Barbie" - senere ogsaa "Shakira". Jeg vaelger at tage begge som komplimenter!
Om mandagen stod vi igen op kl. 6 for at deltage i morgenpligterne. Anna og jeg skulle goere rent i en aula, hvor drengene ogsaa sov. Da vi kom og tilboed vores hjaelp, fik vi hver en gammel kost, og saa stod drengene ellers og betragtede os og en anden pige feje skidt mellem deres senge. Meget graenseoverskridende.
Til morgenmad fik vi havregroed som Julie og Ida havde lavet paa baal. Den var ikke helt som man kender den fra mikroovnen, og eleverne var vist heller ikke helt vilde med den. Kun Mikas mente, det var den bedste havdregroed, han havde faaet siden han var fem.
Naar Sara ikke selv sov i sin seng, gjorde en hoene, saa der var tit efterladt aeg til hende. Hun er saa heldig!
Om eftermiddagen havde vi lavet en lille praesentation af Danmark, mens de andre elever viste dans, musik, teater og guarani-redskaber frem. Vores planche faldt lidt til jorden efter deres fremvisninger. Der var ogsaa tre af dem, som fortalte om deres barndom, hvor de havde levet paa store godser som slaver. De havde skullet arbejde fra solopgang til solnedgang fra treaarsalderen, fik kun majs at spise fra store dyretrug. Jeg havde det helt skidt efter at have hoert deres historier.
Inden aftensmaden spillede vi piger fodbold i bare taeer paa en bane fyldt med dyrelort. Det var en graenseoverskridende men sjov oplevelse, hvor La Barbie faktisk scorede til 3-3! Senere om aftenen lyttede drengene til musik paa min ipod, mens Anna og jeg demontrerede en "traditionel" dansk dans for dem - techno (koere ud i skoven, plukke aeblerne, ned i kurven, skaere dem, lave taerten, mikroovnen, ind i mikroovenen, tiden gaar, ud af mikroovnen, spise taerten, vaske op og saette paa plads).
Tirsdag legede vi en masse ryste-sammen-lege og blev senere delt op i hold, som skulle lave noget kreativt. Jeg stod for fotomarathonen sammen med fire drenge og en pige. De var ikke saerlig kreative og talte mig meget efter munden, men vi havde det sjovt. Om eftermiddagen var vi ude at plukke pomeloer paa aegte oekologisk vis - virkelig laekkert. Tirsdag aften var der kulturaften med en masse festlige indslag - ogsaa fra los daneses side! Vi fremfoerte H.C. Andersens eventyr Juan Torpe (Klods Hans), med Ida i rollen som far og ged, Julie og Anna som broedre, mig som Juan Torpe og Mikas var saa yndig som prinsesse i min kjole. Der var rimlig meget kaos, da han tabte baade krone og peberfrugtbarm paa vej ind paa scenen, men publikum flaekkede af grin hver gang han aabnede munden og med sin lyse stemme sagde "¡No vale, fuera!" ("Dur ikke, vaek!"). Senere blev vi allesammen hevet op til dans igen og igen. En ret monotom rundkredsdans, men sjovt var det da.
Onsdag evaluerede vi vores besoeg, og alle skulle skrive et godt raad til os, hvis der eventuelt var noget vi kunne goere bedre til en anden gang. De fleste gode raad gik ud paa, at vi skulle komme igen. Vi lavede frokost til dem - pasta og tomatsovs, hvilket var et hit! Inden vi tog afsted igen, skulle vi have taget en masse gruppebilleder og kramme alle halvtreds mennesker.
Selvom jeg hele vejen igennem glaedede mig til at komme til Camiri igen, har det vaeret en enorm oplevelse at leve saa primitivt - jeg vil vaage at paastaa den stoerste paa den her tur. Jeg har virkelig faaet udfordret mig selv og mine graenser! Ja, jeg er ligefrem blevet god til at skide i et hul! Ligesom Mikas er blevet det. ;)
Kaerlighilsen fra La Luna, La Barbie