Don't cha wish your girlfriend was HOT like me?

Prolog:
I et forsoeg paa at underholde os selv i den lille by, Samaipata, begiver Kristian, Julie, Cecilia og jeg os i en tilfaeldig retning. Efter to kilometer og mange suk (specielt fra undertegnede) finder vi en lille zoologisk have. Ved foerste oejekast lignede det maaske mest en have med utrolig mange hunde, men efter et par minutter, finder vi hurtigt ud af, at haven byder paa dyr i alle stoerrelser. Specielt aberne, der gerne sidder paa skyldrene af folk, bliver vi glade for. Som pigen der arbejdede der forklarede, saa bliver de hurtigt "naughty", hvis man er der laengere tid af gangen. I denne have maa Kristian og Julie ogsaa finde deres forskellighed. Julie, der i flere timer har snakket om den vidunerlige foelelse ved at ridde ud i naturen paa ryggen af en hest, opdager, at det er muligt at leje sig ind paa en saadan oplevelse i selv samme have, som vi befinder os. Efter mange timer er Kristian ogsaa overtalt, og vi beslutter os for at komme tilbage onsdag.

Det er onsdag morgen. Fire danske unge foelger den lille snoede vej ud af Samaipata. Solen skinner som var vi i Sahara og med kun 600 ml vand i bagagen, er de tre piger og den ene dreng ved at doe af toerst. Stien er sandet og bakkefyldt og da maalet endelig naaes hoeres deres glaedenssuk tilbage i Samaipata. Klokken er 8.53 og morgenen, er for de fire unge, gaaet med at pakke deres bagage sammen paa hotellet i Samaipata centrum, Palacio del Ajedrez . Denne onsdag er de vandret flere kilometer for at ridde, inden de skal dyppe deres gyldne lokker i "Los Cascados". Men ved ankomsten til denne smukke og velkendte have, moeder der de unge en forfaerdelig sandhed. Hestene er ikke til at finde. Til alles store sorg, maa de vaenne snuden hjemad til hotellet uden at have oplevet vinden i haaret og uden at have hoert lyden af de galoperende hove under sig. Kristian tager det dog paenest af alle og tager initiativ til, at de fire danske hoejskoleelever i stedet leger med hunaben. Dette skulle han dog aldrig have gjort.

Den saa velkendte sandede sti betraedes endnu engang, og de fire smukke unge mennesker kan nu ikke laengere udholde varmen. Men da de vaenner sig om for at overkommer straekningen de har lagt bag sig, opdager de pludselig en lille skikkelse, der humper lige saa stille et par meter vaek. De loeber hen til den og ser, at det er aben!

Epilog:
Efter en tur paa Kristians ryg og adskillig tungeraekkener til Julie, kom aben sikkert tilbage til den zoologiske have, og Cecilia, Julie, Kristian og jeg fik et lift tilbage til Samaipata. Hesteturen maa vente til vi er tilbage i Humlebaek.


Ingen dyr kom til skade under disse begivenheder.