Da valget stod mellem at tage i junglen eller i minerne i fridagene var det et svært valg. Enten ventede frodig natur under blå himmel eller også kunne vi blive tilskuere til en helt anden virkelighed, nemlig de fattige bolivianeres hårde arbejdsliv der hvor solens stråler aldrig skinner.
Marie, Ida, Anna, Mikas, Asger og jeg valgte minerne vi havde hørt så meget om, og det viste sig at blive noget af en øjenåbner.
I bjergbyen Potosí mødtes vi med vores lille engelsktalende guide, Sol, der var noget af en spasmager. Hun underholdt os nogle timer, mens hun tog os med ud for at købe gaver til de minearbejdere vi senere ville møde. Derefter i klædte hun os i solidt regntøj, kæmpe støvler og en sikkerhedshat med lys. Vi snakkede en del og hendes lille, skægge person fik mig til slappe helt af ved tanken om at tilbringe de næste par timer i bjergets indre. Minerne var ikke kæmpe huler som jeg i min naivitet havde forstillet mig, men små gange der som en labyrint krydsede hele bjerge - både vandret og lodret.
Det er sjovt som jeg uden rigtig at have tænkt over det på forhånd, alligevel har haft en ide om hvordan minerne ville se ud. Selvom vi har hørt meget om minerne før, og om hvor hårdt livet i dem er, havde jeg et helt forkert billede af dem, for hold da op hvor blev jeg overrasket. Jeg havde nok mere tænkt dem, som lidt værre udgaver af drypstenshuler, da det er det eneste jeg har at holde det op i mod.
Som så mange gange før på turen fik jeg en ”aha-oplevelse” for aldrig har jeg haft mindre lyst til noget, end gå ind i minen da jeg så indgangen. Cirka halvanden meter høj og 1,5 meter bred. Derinde skulle vi tilbringe 2 timer, og hvis det ikke var fordi jeg ville det så meget, og ikke kunne indrømme overfor mig selv at jeg ikke turde, tror jeg at jeg havde løbet skrigende væk. To timer i små, mørke gange langt inde i et bjerg fik virkelig mine klaustrofobiske følelser til at røre på sig. Det var så forfærdeligt syntes jeg.
Gange var så små at man måtte kravle nogle gange og tanken om at man gik længere og længere ind i noget ukendt, mørkt, småt og klamt var næsten for meget. Et par gange kunne jeg virkelig mærke at panikken var ved at overmande mig, men et eller andet sted vidste jeg også bare at det kunne ville gøre det meget værre. Hvis jeg midt i en lille tunnel med mennesker både foran og bag mig gik i panik og ville ud, vidste jeg at jeg alligevel ville skulle gå en halv time med bøjet ryg for at komme ud igen. Så hellere fortsætte turen med Sol og få det hele ud af det. Jeg kan slet ikke beskrive hvor væmmeligt det var. Tænkt at mennesker befinder sig inde i et mørkt, klaustrofobisk bjerg 8 timer om dagen, 6 dage om ugen. To timer var nok for mig og jeg vil aldrig mere ind i en mine!!!
Derudover er det farligt at være minearbejder, både pga. ulykker, men de er også i fare for slagtilfælde pga. varmen og den dårlige luft. Alt det støv og farlige gasser og gifte medfører at mange får problemer med lungerne efter et halvt arbejdsliv – de kan ikke en gang spise noget i løbet af dagen da det er så usundt pga. asbest. Derfor tygger de koka og arbejder sig halvt ihjel i stedet. Stakkels mennesker. Jeg kan huske at jeg var virkelig forarget og fik det rigtig dårligt af at tænke tilbage på hvordan de mennesker lever deres liv.
Jeg tror virkelig at en helt anden verdens realiteter gik op for mig den dag i minen. Vi er alle sammen vokset op med at se og høre om folk der har det forfærdeligt langt væk og som lever under elendige kår, men alligevel er det aldrig rigtigt kommet helt tæt på, så jeg får forstået det rigtigt. Verden i Potosí er bare så anderledes fra vores liv i Danmark, at det er svært at forholde sig til et fattigt land som Bolivia. I ét split sekund i en lille minegang hvor jeg åndede varm luft ind og svedte under mit syntetiske sæt tøj, blev jeg næsten enig med mig selv om at jeg hellere ville arbejde som prostitueret end at arbejde som de gjorde.. Det er svært at sige, og heldigvis skal jeg aldrig træffe den beslutning, men jeg tror aldrig jeg har været gladere end da jeg igen så himlen efter nogen timer i minerne.
---
…En lille efterfølger.. (bare fordi jeg lige tænkte over lidt bagefter)
Og så alligevel. Verden for dem er måske ikke så forfærdelig som jeg forestiller mig det fordi vi kommer fra to meget forskellige dele af verden. Bolivianerne i Potosí er jo vandt til at deres fædre arbejder i minerne og det er nok naturligt for drengene, at følge i deres fars fodspor. Den gamle minearbejder Thomas vi mødte i bussen, var snart klar til at dø efter et langt liv i minen. Men han var lykkelig - også ved tanken om at hans sønner fortsatte arbejdet i mørket, dog med langt bedre arbejdsvilkår. Han konklusion på sit liv var endnu en gang en øjenåbner. Det er svært at forestille sig at kunne føle sådan hvis man var i hans sted..
mandag den 9. november 2009
søndag den 8. november 2009
noget der fik mig til at tænke anderledes - Asger
Hvad fik mig til at tænke anerledes.
I danmark har jeg min trygge hverdag. Jeg bor på højskolen og jeg ved hvilke udfordringer, jeg står op til om morgenen.
I min verden kan de virke store, men i sammmenligning med visse befolkningsgrupper i Bolivia er de utrolig små.
At se en skole for børn, der kommer fra familier, som er en del af en minoritets gruppe i landet.
De har været en del af slavelignende forhold, i Haciendaer. De går flere timer for at komme i skole, fordi det er alt afgørende for at ændre deres situation.
For på et senere tidspunkt måske at få mulighed for at komme til La Paz og studere sammen med børn fra andre grupperinger.
Dette er at land, hvor der er mange forskellige etniske grupper, forskellige indianere, både ayamaraer, guarani, i lavlandet og kecher grupper. Samt 30 andre, og folk med vestlig baggrund. Disse mennesker skal lærer at leve sammen. Det kræver helt andre og større ting end i danmark. Minearbejderne har ikke haft ordentlige rettigheder, ingen fagforening. Dvs, ingen sikkerhed på arbejdet. De arbejde 6 dage om ugen. De har stort set intet fritid og lønnen er på grænsen til at være ikke eksisterende. Bolivia har samarbejdet med USA og det har ikke lige frem været til bolivias fordel.
Bolivia er et land med en masse at byde på, men også problemer. Deres kampe er så mange og alle har en kamp at kæmpe. Om det er politikerne, som vil ændre samfundet til det bedre, om det er husmoderen der går hjemme og skal forsørge familien, eller om det er minarbejderens kone, som kæmper for at få dagen til at glide og hjælpe manden til at få sine rettigheder.
Udfordringer er der massere af og mulighederne er begrænsede. Det Jeg prøver at sige er, at vi er heldige her i Danmark og at jeg vil prøve på at huske på dette i hårde tider.
I danmark har jeg min trygge hverdag. Jeg bor på højskolen og jeg ved hvilke udfordringer, jeg står op til om morgenen.
I min verden kan de virke store, men i sammmenligning med visse befolkningsgrupper i Bolivia er de utrolig små.
At se en skole for børn, der kommer fra familier, som er en del af en minoritets gruppe i landet.
De har været en del af slavelignende forhold, i Haciendaer. De går flere timer for at komme i skole, fordi det er alt afgørende for at ændre deres situation.
For på et senere tidspunkt måske at få mulighed for at komme til La Paz og studere sammen med børn fra andre grupperinger.
Dette er at land, hvor der er mange forskellige etniske grupper, forskellige indianere, både ayamaraer, guarani, i lavlandet og kecher grupper. Samt 30 andre, og folk med vestlig baggrund. Disse mennesker skal lærer at leve sammen. Det kræver helt andre og større ting end i danmark. Minearbejderne har ikke haft ordentlige rettigheder, ingen fagforening. Dvs, ingen sikkerhed på arbejdet. De arbejde 6 dage om ugen. De har stort set intet fritid og lønnen er på grænsen til at være ikke eksisterende. Bolivia har samarbejdet med USA og det har ikke lige frem været til bolivias fordel.
Bolivia er et land med en masse at byde på, men også problemer. Deres kampe er så mange og alle har en kamp at kæmpe. Om det er politikerne, som vil ændre samfundet til det bedre, om det er husmoderen der går hjemme og skal forsørge familien, eller om det er minarbejderens kone, som kæmper for at få dagen til at glide og hjælpe manden til at få sine rettigheder.
Udfordringer er der massere af og mulighederne er begrænsede. Det Jeg prøver at sige er, at vi er heldige her i Danmark og at jeg vil prøve på at huske på dette i hårde tider.
Minerne I Potosi
I vores 4 tiltrængte fridage i midten af rejsen var det eneste vi egentlig lavede, udover at hænge ud med de andre back packere, at se en af metalminerne i Potosi. En syndsyg oplevelse. Alt forgår manuelt og alt lys kommer fra de gammeldags pandelygter i små klippe gange. Til tider kan man stå op, andre gange skal vi ned på mave og knæ for at kravle igennem en lille mellemgang, men det meste af tiden kan vi med bøjet ryk stå på benene. Det er ikke bare fordi, at vi er højere end bolivianerne, at det er sådan. Hvorfor, tænker jeg og svaret er nok bare, at det aldrig har været arbejdsmiljø, der har været fokus på i minerne, hvor man før i tiden arbejde i op til 16 timer i døgnet, mens man idag kun arbejder mellem 8 og 10 timer.
Vi møder og taler kort med gruppe arbejdere, de sidder på huk foran et 20 meter dybt hul og hiver det der svare til en trillebørfuld malm op ved hjælp at et gammeldags træksystem uden trisser. Nede i hullet arbejder 2 mænd med at få malmen løs vha. dynamit og hakker. Det var meningen at vi også skulle ned og se hvordan de arbejder, men vi var allesammen ved at have fået nok af at være der, selvom vi kun havde været der i 20 min. tid. Varmen er ulidelig, gangene klaustrofobiske og luften er tyk af støv - og asbest fortæller vores guide og tilføjet at det er det, de primært dør af og ikke ulykker, som man måske skulle tro. Ingen - udover de japanske turister - har masker på i minen. De fleste har arbejdet i minerne fra de er omkring 14-15 år. Fra den alder kan man som skubbedreng hjælpe med at skubbe de kæmpestore vogne på skinner op ad minerne. Vi har sodavand og kokablade med til alle de arbejdsteam vi møder, det er det eneste de indtager i løbet af en arbejdsdag. Små bunker tykkede kokablade ligger over alt i gangene.
Inden vores guide giver os lov til at komme ud i friheden tager hun os med ud i en sidegang, der ikke bliver bliver brugt til arbejde. Her fører hun os hen til et indhak hvor der står et stor figur. Det er en satansfigur med minearbejder støvler på, hård på benene, masser af confetti (det er han også vild med!) og en ordenlig fallos. Vi tilbeder satan her siger vores guide. De hvide lærte os og gud er i himlen og giver alt det gode, og at saten er under jorden i helvedet og står for det dårlige. Vi arbejder under jorden til vi dør af det, derfor tilbeder vi satan. Hun stikker en urtesmøg i munden på satan og giver han og moder jord en slurk alkohol, hvorefter hun sender den lille plast flaske rundt til os andre. Det er 97% alkohol og giver tåre i øjnene af drikke bare lidt af, ikke delstro mindre er det minearbejderne og bolivias mange andre alkoholikere drikker sig fuld i om aftenen og på deres fridag. Da satan har røget sig smøg færdig får vi lov til at begynde at gå ud af og efter 20 min. gang med bøjet ryg kan vi endelig se lys igen og kan tage vores hjelme med pandelygter af.
Vi møder og taler kort med gruppe arbejdere, de sidder på huk foran et 20 meter dybt hul og hiver det der svare til en trillebørfuld malm op ved hjælp at et gammeldags træksystem uden trisser. Nede i hullet arbejder 2 mænd med at få malmen løs vha. dynamit og hakker. Det var meningen at vi også skulle ned og se hvordan de arbejder, men vi var allesammen ved at have fået nok af at være der, selvom vi kun havde været der i 20 min. tid. Varmen er ulidelig, gangene klaustrofobiske og luften er tyk af støv - og asbest fortæller vores guide og tilføjet at det er det, de primært dør af og ikke ulykker, som man måske skulle tro. Ingen - udover de japanske turister - har masker på i minen. De fleste har arbejdet i minerne fra de er omkring 14-15 år. Fra den alder kan man som skubbedreng hjælpe med at skubbe de kæmpestore vogne på skinner op ad minerne. Vi har sodavand og kokablade med til alle de arbejdsteam vi møder, det er det eneste de indtager i løbet af en arbejdsdag. Små bunker tykkede kokablade ligger over alt i gangene.
Inden vores guide giver os lov til at komme ud i friheden tager hun os med ud i en sidegang, der ikke bliver bliver brugt til arbejde. Her fører hun os hen til et indhak hvor der står et stor figur. Det er en satansfigur med minearbejder støvler på, hård på benene, masser af confetti (det er han også vild med!) og en ordenlig fallos. Vi tilbeder satan her siger vores guide. De hvide lærte os og gud er i himlen og giver alt det gode, og at saten er under jorden i helvedet og står for det dårlige. Vi arbejder under jorden til vi dør af det, derfor tilbeder vi satan. Hun stikker en urtesmøg i munden på satan og giver han og moder jord en slurk alkohol, hvorefter hun sender den lille plast flaske rundt til os andre. Det er 97% alkohol og giver tåre i øjnene af drikke bare lidt af, ikke delstro mindre er det minearbejderne og bolivias mange andre alkoholikere drikker sig fuld i om aftenen og på deres fridag. Da satan har røget sig smøg færdig får vi lov til at begynde at gå ud af og efter 20 min. gang med bøjet ryg kan vi endelig se lys igen og kan tage vores hjelme med pandelygter af.
NOget der fik mig til at tænke anderledes
Der var engang én, der sagde: "At være rig gør dig ikke lykkelig, men det er en fandens god måde at være ulykkelig på." - Det er ik helt forkert; hvis man ik har til dagen & vejen, kan man ik rigtig beskæftige sig med så meget andet end at skaffe til næste måltid. Men da vi besøgte guaranískolen i Taperilla fandt jeg ud af - det lyder måske lidt kliché - hvor lidt materielle goder egentlig betyder. De havde strøm to timer hver aften, sked i et hul & havde ik råd til at spise hakket tomat, men alligevel havde de mere livsglæde (og optimisme) end rigtig, rigtig mange danskere, og det på trods af, at mange af dem har livshistorier, der ville kunne gøre sig på TV.
Hva har jeg så lært?
Jeg har lært (eller er blevet helt sikker på), at det vigtigste i verden er, at lave det der gir ens liv mening - alt andet er sekundært. (Jeg vil hellere leve uden strøm & toilet, end leve i Velfærdsdanmark og pukle i et job jeg ik elsker).
Hva har jeg så lært?
Jeg har lært (eller er blevet helt sikker på), at det vigtigste i verden er, at lave det der gir ens liv mening - alt andet er sekundært. (Jeg vil hellere leve uden strøm & toilet, end leve i Velfærdsdanmark og pukle i et job jeg ik elsker).
"De fandens muligheder" - Noget der fik mig til at tænke anderledes...
Efter at have kørt i over en time fra den nærmeste bunke af huse, som rent faktisk kunne kaldes for en by, forbi et ådsel som 2 grippe ivrigt gnasker i sig og gennem et område kendetegnet ved udpræget tørke, kommer man til kostskolen i Karatindi. Kostskolen er bygget af triste brunlige mursten spartlet med mudder, men ligner trods alt noget man kan bo i - i modsætning til noget af det andet vi oplevede på turen. Indtil for få måneder siden havde vandforsyning været floden små 100 meter væk, hvor man både hentede drikkevand, tog bad og vaskede tøj. Som følge af en længerevarende tørke, fandtes denne flod ikke længere og man var henvist til en flod lidt længere væk, hvor vandstanden på sit højeste målte 10 centimeter. Det var dog - heldigivis - ikke så aktuelt længere, da skolen for 3 måneder siden har fået rindende vand, som er rent nok til at drikke.
Her, midt i ingenting, mødte vi 4 lærere på omkring 25 år, der stod for al undervisning på skolen og var medansvarlige for de herboende elever. De var alle blevet uddannet i andre delstater end der hvor vi befandt os - Chuquisaca - men var blevet sendt til Karatindi efter at have bestået deres eksamen. Her kunne de så ellers bare engagere sig i deres arbejde. Utroligt nok gjorde de netop det 100 % og mere end så mange lærere gør det herhjemme i Danmark, selvom de - i det fleste tilfælde - selv har valgt at søge lærestillingen på netop den skole de arbejder på. Mange af eleverne har heller ikke muligheden for at vælge hvilken skole de vil gå på, eller hvad de gerne vil lave efter folkeskolen - simpelthen pga. den geografiske beliggendehed eller deres økonomiske situation. Valg, vi i Danmark, tager for givet.
Netop den oplevelse af mangel på valg og muligheder, har fået mig til at tænke over alle "de fandens muligheder", vi har her i Danmark. Mange sætter nemlig et "fandens" foran de muligheder der ligger for fødderne af vores generation i dag - i Danmark. En verden af muligheder, hvor stort set det eneste der sætter grænser er fantasien. Men er det kun fantasien der sætter grænser, eller findes der efterhånden en almen opfattelse, der sætter videnssamfundets uanede muligheder i en box, hvor de ellers bare kan skamme sig over at være så mange?
Den almene opfattelse af mulighedernes betydning for det enkelte individ, har de senere år været overvejende negativ. Mulighederne er for mange til, at individet selv kan håndterer dem og det medfører stress, usikkerhed og mangel på retning i livet. En ny diskurs har i kølvandet på den opfattelse, vundet frem: Mangel på autoritet og retning i det enkelte individs liv betyder, at selvet befinder sig i en position, hvor det føler sig utrygt og handlingslammet. Jeg har også selv haft opfattelsen af, at de mange muligheder var noget skidt - for så vidste jeg jo ikke hvad jeg skulle læse efter gymnasiet, hvilket pastamærke jeg skulle købe i supermarkedet eller om jeg burde bruge Mac eller PC.
Men for søren da. Efter et måned i Bolivia sættes ens trygge hverdag og lettere ligegyldige problemstillinger i Danmark, lidt i perspektiv. Vi går og beklager os over at vi har for mange muligheder, når størstedelen af Bolivias befolkningen stort set ingen har. Min erfaring i Bolivia har lært mig, at jeg har et ansvar for at udnytte bare nogle af de uendelig mange muligheder jeg har, og gøre det med omtanke. Nu tænker jeg ikke kun på uddannelse, men også når det gælder valg af f.eks. fødevarer i kølvandet på klimadebatten. Som vi selv erfarede, har vejrforholdene i Bolivia ændret sig drastisk som direkte konsekvens af den globale opvarmning. I dag holder de siesta kl. 11 i stedet for 12 og må derfor også arbejde det længere, tørke er blevet et reelt problem og vandforsygningen er blevet ustabil, som følge af faldende mængder sne på bjergene.
Så kunne vi i Danmark ikke lige tænke os en ekstra gang om, når vi står i supermarkedet og køber ind - vælge lidt mindre ko og mere kylling e.l., måske drikke en øl i stedet for en flaske vin, eller helt grundlæggende købe mere energisparende el-apperater. Valg der ikke findes i Bolivia, hvor de bliver nødsaget til at brænde skove af, bare for at overleve. Noget vi ynder at pege fingre af i vesten, mens vi kører i store biler, spiser røde bøffer og har 3 fjernsyn og 4 computere tændt - bare for at have det.
Man har hørt denne smøre 1000 gange før, men budskabet ryger oftest ud af det andet øre lige så hurtigt som det er kommet ind af det ene. Man bliver nødt til selv at opleve og erfare hvilke negative konsekvenser vores valg har for uskyldige mennesker. Og det har jeg oplevet.
Det er os der har valget, derfor må vi også tage det ansvar der følger med.
Golden Words Transportable VOL2
"Hvis jeg var gravid lige nu, så havde mine bryster bare sprøjtet mælk!"
- Ida ved synet af nuttet og forladt lam
"Nogle gange kalder jeg Mikkel elskede basseskat"
- Sara
"Min hund bollede mig engang i ansigtet!"
- Cecilia
lørdag den 7. november 2009
Ud i verden
Jeg har altid været helt sikker på, at jeg aldrig skulle rejse ud i verden alene. Da aldrig uden mor og far! Men alligevel havde jeg jo lyst til at se den anden side af kloden, så jeg kombinerede min rejse med et højskoleophold for at få dén oplevelse med i købet og for at føle mig tryg i den store verden.
Når jeg tænker tilbage er jeg lidt i tvivl om, hvad det egentlig var, jeg var så bange for. Om jeg skulle blive væk, om noget skulle gå galt?! I så fald havde jeg jo bare fået den oplevelse med. Nu har jeg i hvert fald fået blod på tanden. Jeg vil se mere!
Jeg har fundet ud af, hvor let det er at komme rundt i et så stort land som Bolivia. Man stiller sig ind på en busterminal, og så regner det ellers ned med tilbud om kørsel til ingen penge. Går man ind på et hotel, er der også et fint værelse ledigt, så man skal ikke sove på en bænk.
Noget der fik mig til at tænke anderledes var min rejsen rundt i Bolivia. Der er så mange steder i verden, jeg gerne vil se, og det er muligt for mig. Men helt alene bliver det aldrig, for det er for ærgerligt ikke at have nogen at dele de fantastiske oplevelser med.
Luna Cecilia
Når jeg tænker tilbage er jeg lidt i tvivl om, hvad det egentlig var, jeg var så bange for. Om jeg skulle blive væk, om noget skulle gå galt?! I så fald havde jeg jo bare fået den oplevelse med. Nu har jeg i hvert fald fået blod på tanden. Jeg vil se mere!
Jeg har fundet ud af, hvor let det er at komme rundt i et så stort land som Bolivia. Man stiller sig ind på en busterminal, og så regner det ellers ned med tilbud om kørsel til ingen penge. Går man ind på et hotel, er der også et fint værelse ledigt, så man skal ikke sove på en bænk.
Noget der fik mig til at tænke anderledes var min rejsen rundt i Bolivia. Der er så mange steder i verden, jeg gerne vil se, og det er muligt for mig. Men helt alene bliver det aldrig, for det er for ærgerligt ikke at have nogen at dele de fantastiske oplevelser med.
Luna Cecilia
fredag den 6. november 2009
Golden Words Bolivia
Jamen i dit gamle pas er du jo yngre
- Cecilia
Jeg gider ikke have sex, hvis ikke kvinden kommer.. Så nu er jeg helt holdt op!
- Asger
Ej, jeg sagde altså CRIPSY!
- Anna
Kender I dét, når I bliver nødt til at synke noget, I ikke har lyst til?
- Kristian
Vi kan kun lide rene racer!
- Cecilia
Hvad hedder det bolivianske landshold egentlig?
- Anne
Jamen der står også i Woman, at man skal bruge energi for at få energi
- Mikas
Hvis jeg var en myre, ville jeg personligt kravle op i mit underliv!
- Anna
Ej, så kan du jo se fodboldkampen 6 timer før de andre
- Julie
- Cecilia
Jeg gider ikke have sex, hvis ikke kvinden kommer.. Så nu er jeg helt holdt op!
- Asger
Ej, jeg sagde altså CRIPSY!
- Anna
Kender I dét, når I bliver nødt til at synke noget, I ikke har lyst til?
- Kristian
Vi kan kun lide rene racer!
- Cecilia
Hvad hedder det bolivianske landshold egentlig?
- Anne
Jamen der står også i Woman, at man skal bruge energi for at få energi
- Mikas
Hvis jeg var en myre, ville jeg personligt kravle op i mit underliv!
- Anna
Ej, så kan du jo se fodboldkampen 6 timer før de andre
- Julie
torsdag den 5. november 2009
Noget der fik mig til at tænke anderledes... (Julie)
Udsigtsbillede fra COMPAs hovedhus der lå centralt i El Alto.U-landet Bolivia ruller forbi mit busvindue. Mørket har sænket sig over en deprimerende grim slidt og fattig forstad til La Paz. Husene er alle bygget op som containerlignende murstensklodser, alle med samme slags røde mursten og alle med fladt tag. Monotonien afbrydes kun af kig ind til de talrige butikker i stueetagen, der ligger badet i neonlys og typisk sælger slik, æg eller bildæk. Der er overraskende mange mennesker på gaden så sent på aftenen, de holder tøjet tæt om sig for at beskytte sig mod kulden her i det højtliggende La Paz. Ingen ænser de talrige udmagrede gadehunde, der løber vilde rundt på gaden og spiser skrald. Mens jeg gumler Oreos og kigger ud, føler jeg egentlig at jeg ligeså godt kunne sidde hjemme i sofaen og se en U-landsdokumentar på fjernsynet. Fattigdommen og trøstesløsheden her er for overvældende til, at jeg helt kan overskue, at den rent faktisk er lige ude foran mit vindue.
Jeg tror ikke på, at man kan have et godt liv her i denne håbløshed.
Samme tanke havde jeg mange gange på vores busture gennem Bolivia. Også da vi var på rundtur i El Alto og skulle ud at besøge Teaterorganisationen COMPAs andet hus, som lå i udkanten af El Alto. Her kørte vi igennem endnu et af de utallige kedelige, tørre, stenede, ensformige og brune beboelsesområder som vi havde set så mange gange før. Og pludselig midt i det hele rejser der sig et højt hus bygget i farverige materialer, med masser af store vinduer og udsigtstårn på toppen. Huset er bygget i genbrugsmaterialer på en uhyre kreativ måde, så fx gamle fjernsyn agerer husvæg og vindue. For foden af huset står en gruppe unge bolivianere klar med trommer og spiller et nummer for os som velkomst. Så bliver vi inviteret ind i dette fantastiske farverige hus, hvor der af sjove ideer bl.a. kan nævnes et toilet på toppen af huset, med store vinduer hele vejen rundt - så man kan forrette sin nødtørft med god udsigt. Det var ligesom en boliviansk udgave af Villa Villakulla i extended version. De unge viste os et teaterstykke som var en romantisk komedie. Jeg forstod dog ikke så meget af det, da det var på spansk, men det jeg kunne se var bare, at de havde det vildt sjovt med at lave det, og virkelig gik op i det. Jeg blev virkelig fascineret af at her stod noge unge bolivianere og spillede komedie for os - sikke et overskud midt i al den elendighed. Derudover gav oplevelsen mig et nyttigt indblik i hvordan bistand kan gøres på en kreativ måde. De unge fik her arbejdet med kroppen, lavet noget sjov sammen, udforsket forskellige problemstillinger gennem teateret og skabt et eminent fællesskab. Det med at arbejde med kroppen er et særlig fokus hos COMPA, da det er et led i afkoloniseringen af kroppen. Et udtryk som måske lyder noget langhåret i Danmark, men som giver rigtig god mening i et land hvor de oprindelige folk er blevet undertrykt de sidste 500 år, hvilket jo påvirker mennesket både fysisk og psykisk.
Alt i alt synes jeg det var en super fed oplevelse for mig, at det for det første var muligt at være glad, fjollet og lave "overskudsprojekter" som teater når man bor midt i ingenting, og for det andet, at kreativ bistandshjælp overhovedet ikke er et overflødigt hippieprojekt.
torsdag den 29. oktober 2009
¡ No vale, fuera !
Efter fire dage paa en kostskole ude paa landet sidder jeg endelig igen ved en computer.
Vi tog afsted fra Camiri i loerdags efter at have koebt alt det, vi skulle bruge de kommende dage - mad, toiletpapir, bestik, lommelygter, madrasser, piller - alt! Vores lille gruppe blev delt op i to, saa jeg tog med Sara, Mikas, Julie, Anna og Ida til en kostskole for unge guaraniindianere kaldet C.E.A (Centro de Educativo Alternativo).
Vi koerte i en taxa-bus med de mindste saeder, hvor selv Ida knap nok kunne vaere der med benene, med alle vores ting omkring os - Mikas og jeg holdt oeje med at vores 25 aeg ikke faldt ned.
Da vi kom frem var der helt moerkt (solen gaar ned ved 18tiden her), og kun en enkelt lampe lyste, som det eneste elektricitet i tre timer om dagen. Jeg skulle paa toilettet, saa jeg tog min lommelygte frem og lyste mig vejen ned til toilettet. Paa vejen skulle man forbi en masse skrald og en mega gris som laa og gryntede i moerket. Jeg kunne maerke taarerne presse sig paa, da jeg opdagede, hvordan jeg skulle traede af paa naturens vegne (bogstaveligt talt) de naeste mange dage. Guaranierne havde sat nogle presseninger op omkring et hul i jorden! Jeg har aldrig oplevet saa staerk en hjemvefoelelse foer!
Om soendagen stod vi op kl. 6, for at gaa 7 km til nogle fodboldkampe vores skole skulle spille. Mikas spillede med indtil han selv valgte at forlade kampen.
Vi tilbragte hele dagen ved fodboldbanerne, hvor der ogsaa blev spillet musik og danset. Der var dyr over det hele - engang i mellem fik en hund, hoene eller gris forvildet sig ud paa banen. Da Julie og jeg rendte rundt efter nuttede aellinger og tog billeder af festlighederne, hoerte vi en gris skrige, og bag os var denne ved at blive bundet sammen om benene. Pludselig stod en mand og borrede en kniv ind i halsen paa den, saa det sproejtede ud med blod. Saa fik vi set en gris blive slagtet! Paa saadan en slagtet gris kan man tjene omkring 200 bs (lidt under 200 kr).
Paa vej hjem fra fodboldkampene havde nogle af drengene fundet et nedkoert maar-lignende dyr, som de tog med hjem for at spise - Mikas fik aeren af at sove ved siden af det flaaede dyr.
Om aftenen lavede Anna og jeg en planche med nogle af guaranidrengene, hvor vi oversatte danske ord til spansk og saa til guarani mens der blev smagt paa lakrids. Samme aften fik jeg at vide, at guaranierne havde givet mig oegenavnet "La Barbie" - senere ogsaa "Shakira". Jeg vaelger at tage begge som komplimenter!
Om mandagen stod vi igen op kl. 6 for at deltage i morgenpligterne. Anna og jeg skulle goere rent i en aula, hvor drengene ogsaa sov. Da vi kom og tilboed vores hjaelp, fik vi hver en gammel kost, og saa stod drengene ellers og betragtede os og en anden pige feje skidt mellem deres senge. Meget graenseoverskridende.
Til morgenmad fik vi havregroed som Julie og Ida havde lavet paa baal. Den var ikke helt som man kender den fra mikroovnen, og eleverne var vist heller ikke helt vilde med den. Kun Mikas mente, det var den bedste havdregroed, han havde faaet siden han var fem.
Naar Sara ikke selv sov i sin seng, gjorde en hoene, saa der var tit efterladt aeg til hende. Hun er saa heldig!
Om eftermiddagen havde vi lavet en lille praesentation af Danmark, mens de andre elever viste dans, musik, teater og guarani-redskaber frem. Vores planche faldt lidt til jorden efter deres fremvisninger. Der var ogsaa tre af dem, som fortalte om deres barndom, hvor de havde levet paa store godser som slaver. De havde skullet arbejde fra solopgang til solnedgang fra treaarsalderen, fik kun majs at spise fra store dyretrug. Jeg havde det helt skidt efter at have hoert deres historier.
Inden aftensmaden spillede vi piger fodbold i bare taeer paa en bane fyldt med dyrelort. Det var en graenseoverskridende men sjov oplevelse, hvor La Barbie faktisk scorede til 3-3! Senere om aftenen lyttede drengene til musik paa min ipod, mens Anna og jeg demontrerede en "traditionel" dansk dans for dem - techno (koere ud i skoven, plukke aeblerne, ned i kurven, skaere dem, lave taerten, mikroovnen, ind i mikroovenen, tiden gaar, ud af mikroovnen, spise taerten, vaske op og saette paa plads).
Tirsdag legede vi en masse ryste-sammen-lege og blev senere delt op i hold, som skulle lave noget kreativt. Jeg stod for fotomarathonen sammen med fire drenge og en pige. De var ikke saerlig kreative og talte mig meget efter munden, men vi havde det sjovt. Om eftermiddagen var vi ude at plukke pomeloer paa aegte oekologisk vis - virkelig laekkert. Tirsdag aften var der kulturaften med en masse festlige indslag - ogsaa fra los daneses side! Vi fremfoerte H.C. Andersens eventyr Juan Torpe (Klods Hans), med Ida i rollen som far og ged, Julie og Anna som broedre, mig som Juan Torpe og Mikas var saa yndig som prinsesse i min kjole. Der var rimlig meget kaos, da han tabte baade krone og peberfrugtbarm paa vej ind paa scenen, men publikum flaekkede af grin hver gang han aabnede munden og med sin lyse stemme sagde "¡No vale, fuera!" ("Dur ikke, vaek!"). Senere blev vi allesammen hevet op til dans igen og igen. En ret monotom rundkredsdans, men sjovt var det da.
Onsdag evaluerede vi vores besoeg, og alle skulle skrive et godt raad til os, hvis der eventuelt var noget vi kunne goere bedre til en anden gang. De fleste gode raad gik ud paa, at vi skulle komme igen. Vi lavede frokost til dem - pasta og tomatsovs, hvilket var et hit! Inden vi tog afsted igen, skulle vi have taget en masse gruppebilleder og kramme alle halvtreds mennesker.
Selvom jeg hele vejen igennem glaedede mig til at komme til Camiri igen, har det vaeret en enorm oplevelse at leve saa primitivt - jeg vil vaage at paastaa den stoerste paa den her tur. Jeg har virkelig faaet udfordret mig selv og mine graenser! Ja, jeg er ligefrem blevet god til at skide i et hul! Ligesom Mikas er blevet det. ;)
Kaerlighilsen fra La Luna, La Barbie
Vi tog afsted fra Camiri i loerdags efter at have koebt alt det, vi skulle bruge de kommende dage - mad, toiletpapir, bestik, lommelygter, madrasser, piller - alt! Vores lille gruppe blev delt op i to, saa jeg tog med Sara, Mikas, Julie, Anna og Ida til en kostskole for unge guaraniindianere kaldet C.E.A (Centro de Educativo Alternativo).
Vi koerte i en taxa-bus med de mindste saeder, hvor selv Ida knap nok kunne vaere der med benene, med alle vores ting omkring os - Mikas og jeg holdt oeje med at vores 25 aeg ikke faldt ned.
Da vi kom frem var der helt moerkt (solen gaar ned ved 18tiden her), og kun en enkelt lampe lyste, som det eneste elektricitet i tre timer om dagen. Jeg skulle paa toilettet, saa jeg tog min lommelygte frem og lyste mig vejen ned til toilettet. Paa vejen skulle man forbi en masse skrald og en mega gris som laa og gryntede i moerket. Jeg kunne maerke taarerne presse sig paa, da jeg opdagede, hvordan jeg skulle traede af paa naturens vegne (bogstaveligt talt) de naeste mange dage. Guaranierne havde sat nogle presseninger op omkring et hul i jorden! Jeg har aldrig oplevet saa staerk en hjemvefoelelse foer!
Om soendagen stod vi op kl. 6, for at gaa 7 km til nogle fodboldkampe vores skole skulle spille. Mikas spillede med indtil han selv valgte at forlade kampen.
Vi tilbragte hele dagen ved fodboldbanerne, hvor der ogsaa blev spillet musik og danset. Der var dyr over det hele - engang i mellem fik en hund, hoene eller gris forvildet sig ud paa banen. Da Julie og jeg rendte rundt efter nuttede aellinger og tog billeder af festlighederne, hoerte vi en gris skrige, og bag os var denne ved at blive bundet sammen om benene. Pludselig stod en mand og borrede en kniv ind i halsen paa den, saa det sproejtede ud med blod. Saa fik vi set en gris blive slagtet! Paa saadan en slagtet gris kan man tjene omkring 200 bs (lidt under 200 kr).
Paa vej hjem fra fodboldkampene havde nogle af drengene fundet et nedkoert maar-lignende dyr, som de tog med hjem for at spise - Mikas fik aeren af at sove ved siden af det flaaede dyr.
Om aftenen lavede Anna og jeg en planche med nogle af guaranidrengene, hvor vi oversatte danske ord til spansk og saa til guarani mens der blev smagt paa lakrids. Samme aften fik jeg at vide, at guaranierne havde givet mig oegenavnet "La Barbie" - senere ogsaa "Shakira". Jeg vaelger at tage begge som komplimenter!
Om mandagen stod vi igen op kl. 6 for at deltage i morgenpligterne. Anna og jeg skulle goere rent i en aula, hvor drengene ogsaa sov. Da vi kom og tilboed vores hjaelp, fik vi hver en gammel kost, og saa stod drengene ellers og betragtede os og en anden pige feje skidt mellem deres senge. Meget graenseoverskridende.
Til morgenmad fik vi havregroed som Julie og Ida havde lavet paa baal. Den var ikke helt som man kender den fra mikroovnen, og eleverne var vist heller ikke helt vilde med den. Kun Mikas mente, det var den bedste havdregroed, han havde faaet siden han var fem.
Naar Sara ikke selv sov i sin seng, gjorde en hoene, saa der var tit efterladt aeg til hende. Hun er saa heldig!
Om eftermiddagen havde vi lavet en lille praesentation af Danmark, mens de andre elever viste dans, musik, teater og guarani-redskaber frem. Vores planche faldt lidt til jorden efter deres fremvisninger. Der var ogsaa tre af dem, som fortalte om deres barndom, hvor de havde levet paa store godser som slaver. De havde skullet arbejde fra solopgang til solnedgang fra treaarsalderen, fik kun majs at spise fra store dyretrug. Jeg havde det helt skidt efter at have hoert deres historier.
Inden aftensmaden spillede vi piger fodbold i bare taeer paa en bane fyldt med dyrelort. Det var en graenseoverskridende men sjov oplevelse, hvor La Barbie faktisk scorede til 3-3! Senere om aftenen lyttede drengene til musik paa min ipod, mens Anna og jeg demontrerede en "traditionel" dansk dans for dem - techno (koere ud i skoven, plukke aeblerne, ned i kurven, skaere dem, lave taerten, mikroovnen, ind i mikroovenen, tiden gaar, ud af mikroovnen, spise taerten, vaske op og saette paa plads).
Tirsdag legede vi en masse ryste-sammen-lege og blev senere delt op i hold, som skulle lave noget kreativt. Jeg stod for fotomarathonen sammen med fire drenge og en pige. De var ikke saerlig kreative og talte mig meget efter munden, men vi havde det sjovt. Om eftermiddagen var vi ude at plukke pomeloer paa aegte oekologisk vis - virkelig laekkert. Tirsdag aften var der kulturaften med en masse festlige indslag - ogsaa fra los daneses side! Vi fremfoerte H.C. Andersens eventyr Juan Torpe (Klods Hans), med Ida i rollen som far og ged, Julie og Anna som broedre, mig som Juan Torpe og Mikas var saa yndig som prinsesse i min kjole. Der var rimlig meget kaos, da han tabte baade krone og peberfrugtbarm paa vej ind paa scenen, men publikum flaekkede af grin hver gang han aabnede munden og med sin lyse stemme sagde "¡No vale, fuera!" ("Dur ikke, vaek!"). Senere blev vi allesammen hevet op til dans igen og igen. En ret monotom rundkredsdans, men sjovt var det da.
Onsdag evaluerede vi vores besoeg, og alle skulle skrive et godt raad til os, hvis der eventuelt var noget vi kunne goere bedre til en anden gang. De fleste gode raad gik ud paa, at vi skulle komme igen. Vi lavede frokost til dem - pasta og tomatsovs, hvilket var et hit! Inden vi tog afsted igen, skulle vi have taget en masse gruppebilleder og kramme alle halvtreds mennesker.
Selvom jeg hele vejen igennem glaedede mig til at komme til Camiri igen, har det vaeret en enorm oplevelse at leve saa primitivt - jeg vil vaage at paastaa den stoerste paa den her tur. Jeg har virkelig faaet udfordret mig selv og mine graenser! Ja, jeg er ligefrem blevet god til at skide i et hul! Ligesom Mikas er blevet det. ;)
Kaerlighilsen fra La Luna, La Barbie
lørdag den 24. oktober 2009
"El Malku"
En lettere forsinket blog om Filipe Quispe - "El Malku".
"El Malku" betyder "Aymarafaderen". Aymaraerne er det stoerste oprindelige folk i Bolivia og Felipe Quispe er blevet anset som deres leder de seneste mange aartier.
"I 1492 kom spanierne til Sydamerika..." Saadan startede Filipe Quispe sit oplaeg for os danske hoejskoleelever kl. 8.00 dagen efter vores ankomst til La Paz - Bolivias hovedstad. Han havde foreslaaet at moede op paa vores hotel kl. 5 eller 6 om morgenen saa vi kunne faa mest muligt tid, men han kunne dog godt overtales til at vente "helt" til kl. 8. Til stor glaede for en reakke smaatraette danskere med baade hoejdesyge og en lettere form for jetlag.
Men han er nu ogsaa en travl mand, og ikke en "hr. hvemsomhelst", selvom navnet Filipe Quispe naeppe siger ret mange i Danmark noget som helst. Men aabner man en hvilken som helst boliviansk historiebog finder man mandens navn paa hver anden side. Han anses sammen med bolivias nuvaerende praesident, Evo Morales, som den mest betydningsfulde skikkelse hos de oprindelig folk og deres kamp for lige rettigheder. Han har kaempet i Che Guevaras guerrilla - dog ikke side om side med Che, da han doede i '67 og Filipe Quispe foerst blev en del af guerrillaen i 70 - og har i en raekke aar siddet i det bolivianske parlament. Han har siddet faengslet i 5 aar ('92 - '97) for vaebnet kamp, og har igen i perioden 2000 - 2005 kaempet aktivt mod den davaerende regering.
Mine 8 linjer er paa ingen maade tilstraekkeligt til at afdaekke Felipe Quispes historie og kampe for de oprindelige folk, men kan vel til noed bruges som et beskedent overblik til jer der aldrig har hoert navnet foer.
Efter 45 minutters oplaeg om de oprindelige folks undertrykkelse siden spaniernes ankomst i 1492, fik vi "endelig" lov til at stille de spoergsmaal vi fandt interessante. For selvom historien er vigtig i Bolivia - meget vigtigere end man kan forestille det sig hjemme i Danmark - saa kan den kortes ned til at: "de seneste 500 aar er vi (de oprindelige folk) blevet undertrykt gang paa gang af spaniere, Mestizoer og hvide mennesker - nu er det vores tur til at faa magten." Det kan man saa sige de har faaet med den indianske praesident - Evo Morales - der er Ayamaraindianer og tidligere kokabonde.
Ifoelge Filipe Quispe kaemper Evo Morales dog ikke den samme kamp som han selv. For selvom han er kommet til magten, sidder der et minimum af oprindelige folk i det forskellige ministerier og flere tilfaelde af omfattende korruption har ramt maend i og omkring regeringen.
I perioden 2000 - 2005 (hvor Morales kom til magten), ledede Filipe Quispe en raekke kampe imod den davaerende regering og det han kalder "Eliten". Han potraeterede Eliten som fjende - et fjendebillede som alle indfoedte kunne relatere til og et fjendebillede som han mener Evo Morales udnyttede til at tage magten. Han har altsaa gjort det "sure forabejde" hvorefter Evo Morales hoestede frugterne. Netop derfor stiller han den 15. december op til parlamentsvalget med en alternativ politisk dagsorden: "Evo Morales vil havde praesidentposten - os, vi vil have selvbestemmelse (autonomía)".
Vi sad en smule overvaeldede over at have hoert den foerste virkelig Evo-kritiske ikke-konservative person. Som optakt til rejsen har Evo Morales stort set udelukkende vaeret fremstillet som de oprindelig folks redningsmand og som manden der skulle lede Sydamerikas fattigste land i den rigtige retning.
I dag sidder vi 2 uger efter og har nok stadig ikke helt forstaaet hvor stor en mand vi moedte, men der er trods alt nogenlunde enighed om, at selvom Filipe Quispe er starkt imod regeringen, er Evo Morales nu et bedre alternativ end de dybt konservative kraefter der saa mange gange tidligere har ledet landet.
"El Malku" betyder "Aymarafaderen". Aymaraerne er det stoerste oprindelige folk i Bolivia og Felipe Quispe er blevet anset som deres leder de seneste mange aartier.
"I 1492 kom spanierne til Sydamerika..." Saadan startede Filipe Quispe sit oplaeg for os danske hoejskoleelever kl. 8.00 dagen efter vores ankomst til La Paz - Bolivias hovedstad. Han havde foreslaaet at moede op paa vores hotel kl. 5 eller 6 om morgenen saa vi kunne faa mest muligt tid, men han kunne dog godt overtales til at vente "helt" til kl. 8. Til stor glaede for en reakke smaatraette danskere med baade hoejdesyge og en lettere form for jetlag.
Men han er nu ogsaa en travl mand, og ikke en "hr. hvemsomhelst", selvom navnet Filipe Quispe naeppe siger ret mange i Danmark noget som helst. Men aabner man en hvilken som helst boliviansk historiebog finder man mandens navn paa hver anden side. Han anses sammen med bolivias nuvaerende praesident, Evo Morales, som den mest betydningsfulde skikkelse hos de oprindelig folk og deres kamp for lige rettigheder. Han har kaempet i Che Guevaras guerrilla - dog ikke side om side med Che, da han doede i '67 og Filipe Quispe foerst blev en del af guerrillaen i 70 - og har i en raekke aar siddet i det bolivianske parlament. Han har siddet faengslet i 5 aar ('92 - '97) for vaebnet kamp, og har igen i perioden 2000 - 2005 kaempet aktivt mod den davaerende regering.
Mine 8 linjer er paa ingen maade tilstraekkeligt til at afdaekke Felipe Quispes historie og kampe for de oprindelige folk, men kan vel til noed bruges som et beskedent overblik til jer der aldrig har hoert navnet foer.
Efter 45 minutters oplaeg om de oprindelige folks undertrykkelse siden spaniernes ankomst i 1492, fik vi "endelig" lov til at stille de spoergsmaal vi fandt interessante. For selvom historien er vigtig i Bolivia - meget vigtigere end man kan forestille det sig hjemme i Danmark - saa kan den kortes ned til at: "de seneste 500 aar er vi (de oprindelige folk) blevet undertrykt gang paa gang af spaniere, Mestizoer og hvide mennesker - nu er det vores tur til at faa magten." Det kan man saa sige de har faaet med den indianske praesident - Evo Morales - der er Ayamaraindianer og tidligere kokabonde.
Ifoelge Filipe Quispe kaemper Evo Morales dog ikke den samme kamp som han selv. For selvom han er kommet til magten, sidder der et minimum af oprindelige folk i det forskellige ministerier og flere tilfaelde af omfattende korruption har ramt maend i og omkring regeringen.
I perioden 2000 - 2005 (hvor Morales kom til magten), ledede Filipe Quispe en raekke kampe imod den davaerende regering og det han kalder "Eliten". Han potraeterede Eliten som fjende - et fjendebillede som alle indfoedte kunne relatere til og et fjendebillede som han mener Evo Morales udnyttede til at tage magten. Han har altsaa gjort det "sure forabejde" hvorefter Evo Morales hoestede frugterne. Netop derfor stiller han den 15. december op til parlamentsvalget med en alternativ politisk dagsorden: "Evo Morales vil havde praesidentposten - os, vi vil have selvbestemmelse (autonomía)".
Vi sad en smule overvaeldede over at have hoert den foerste virkelig Evo-kritiske ikke-konservative person. Som optakt til rejsen har Evo Morales stort set udelukkende vaeret fremstillet som de oprindelig folks redningsmand og som manden der skulle lede Sydamerikas fattigste land i den rigtige retning.
I dag sidder vi 2 uger efter og har nok stadig ikke helt forstaaet hvor stor en mand vi moedte, men der er trods alt nogenlunde enighed om, at selvom Filipe Quispe er starkt imod regeringen, er Evo Morales nu et bedre alternativ end de dybt konservative kraefter der saa mange gange tidligere har ledet landet.
torsdag den 22. oktober 2009
Don't cha wish your girlfriend was HOT like me?
Prolog:
I et forsoeg paa at underholde os selv i den lille by, Samaipata, begiver Kristian, Julie, Cecilia og jeg os i en tilfaeldig retning. Efter to kilometer og mange suk (specielt fra undertegnede) finder vi en lille zoologisk have. Ved foerste oejekast lignede det maaske mest en have med utrolig mange hunde, men efter et par minutter, finder vi hurtigt ud af, at haven byder paa dyr i alle stoerrelser. Specielt aberne, der gerne sidder paa skyldrene af folk, bliver vi glade for. Som pigen der arbejdede der forklarede, saa bliver de hurtigt "naughty", hvis man er der laengere tid af gangen. I denne have maa Kristian og Julie ogsaa finde deres forskellighed. Julie, der i flere timer har snakket om den vidunerlige foelelse ved at ridde ud i naturen paa ryggen af en hest, opdager, at det er muligt at leje sig ind paa en saadan oplevelse i selv samme have, som vi befinder os. Efter mange timer er Kristian ogsaa overtalt, og vi beslutter os for at komme tilbage onsdag.
Det er onsdag morgen. Fire danske unge foelger den lille snoede vej ud af Samaipata. Solen skinner som var vi i Sahara og med kun 600 ml vand i bagagen, er de tre piger og den ene dreng ved at doe af toerst. Stien er sandet og bakkefyldt og da maalet endelig naaes hoeres deres glaedenssuk tilbage i Samaipata. Klokken er 8.53 og morgenen, er for de fire unge, gaaet med at pakke deres bagage sammen paa hotellet i Samaipata centrum, Palacio del Ajedrez . Denne onsdag er de vandret flere kilometer for at ridde, inden de skal dyppe deres gyldne lokker i "Los Cascados". Men ved ankomsten til denne smukke og velkendte have, moeder der de unge en forfaerdelig sandhed. Hestene er ikke til at finde. Til alles store sorg, maa de vaenne snuden hjemad til hotellet uden at have oplevet vinden i haaret og uden at have hoert lyden af de galoperende hove under sig. Kristian tager det dog paenest af alle og tager initiativ til, at de fire danske hoejskoleelever i stedet leger med hunaben. Dette skulle han dog aldrig have gjort.
Den saa velkendte sandede sti betraedes endnu engang, og de fire smukke unge mennesker kan nu ikke laengere udholde varmen. Men da de vaenner sig om for at overkommer straekningen de har lagt bag sig, opdager de pludselig en lille skikkelse, der humper lige saa stille et par meter vaek. De loeber hen til den og ser, at det er aben!
Epilog:
Efter en tur paa Kristians ryg og adskillig tungeraekkener til Julie, kom aben sikkert tilbage til den zoologiske have, og Cecilia, Julie, Kristian og jeg fik et lift tilbage til Samaipata. Hesteturen maa vente til vi er tilbage i Humlebaek.
Ingen dyr kom til skade under disse begivenheder.
I et forsoeg paa at underholde os selv i den lille by, Samaipata, begiver Kristian, Julie, Cecilia og jeg os i en tilfaeldig retning. Efter to kilometer og mange suk (specielt fra undertegnede) finder vi en lille zoologisk have. Ved foerste oejekast lignede det maaske mest en have med utrolig mange hunde, men efter et par minutter, finder vi hurtigt ud af, at haven byder paa dyr i alle stoerrelser. Specielt aberne, der gerne sidder paa skyldrene af folk, bliver vi glade for. Som pigen der arbejdede der forklarede, saa bliver de hurtigt "naughty", hvis man er der laengere tid af gangen. I denne have maa Kristian og Julie ogsaa finde deres forskellighed. Julie, der i flere timer har snakket om den vidunerlige foelelse ved at ridde ud i naturen paa ryggen af en hest, opdager, at det er muligt at leje sig ind paa en saadan oplevelse i selv samme have, som vi befinder os. Efter mange timer er Kristian ogsaa overtalt, og vi beslutter os for at komme tilbage onsdag.
Det er onsdag morgen. Fire danske unge foelger den lille snoede vej ud af Samaipata. Solen skinner som var vi i Sahara og med kun 600 ml vand i bagagen, er de tre piger og den ene dreng ved at doe af toerst. Stien er sandet og bakkefyldt og da maalet endelig naaes hoeres deres glaedenssuk tilbage i Samaipata. Klokken er 8.53 og morgenen, er for de fire unge, gaaet med at pakke deres bagage sammen paa hotellet i Samaipata centrum, Palacio del Ajedrez . Denne onsdag er de vandret flere kilometer for at ridde, inden de skal dyppe deres gyldne lokker i "Los Cascados". Men ved ankomsten til denne smukke og velkendte have, moeder der de unge en forfaerdelig sandhed. Hestene er ikke til at finde. Til alles store sorg, maa de vaenne snuden hjemad til hotellet uden at have oplevet vinden i haaret og uden at have hoert lyden af de galoperende hove under sig. Kristian tager det dog paenest af alle og tager initiativ til, at de fire danske hoejskoleelever i stedet leger med hunaben. Dette skulle han dog aldrig have gjort.
Den saa velkendte sandede sti betraedes endnu engang, og de fire smukke unge mennesker kan nu ikke laengere udholde varmen. Men da de vaenner sig om for at overkommer straekningen de har lagt bag sig, opdager de pludselig en lille skikkelse, der humper lige saa stille et par meter vaek. De loeber hen til den og ser, at det er aben!
Epilog:
Efter en tur paa Kristians ryg og adskillig tungeraekkener til Julie, kom aben sikkert tilbage til den zoologiske have, og Cecilia, Julie, Kristian og jeg fik et lift tilbage til Samaipata. Hesteturen maa vente til vi er tilbage i Humlebaek.
Ingen dyr kom til skade under disse begivenheder.
Jugos de frutas
Hvis man ikke bliver afhaengig af at tygge koka, hvad saa? Jo, naar man betaler mellem 4 og 15 bs - alt efter kvaliteten - for en jugo de frutas (frugtjuice) eller en smoothie, saa kan man ikke andet end at blive forfalden!
Efter et par timer uden en jugo de frutas kan man maerke abstinenserne i kroppen. Julie har vaennet sig af med kaffen tilgengengaeld for disse vidundere, og hvis Mikas kunne give sig hen paa samme maade, ville der nok heller ikke gaa laenge, foer cigaretterne blev skoddet for sidste gang.
Efter at have smagt samtlige jugos, er vi kommet frem til at favoritten er passionsfrugt. Men denne faas ogsaa i forskellige varianter, og man risikerer at blive skuffet. Mariella foretraekker den med sukker (oooeh jaerh!), jeg uden og Julie vil bare gerne have den lidt sur - hvis vi lige kan spoerge om det kan lade sig goere?!
Desvaerre kender bolivianere ikke til konceptet om kold maelk og tit kan èt jordbaer godt goere sig ud for smagen i en hel smoothie. Saa sent som idag bad Mariella og jeg - paa mit saa udmaerkede spansk! - cafèen om at komme en masse masse jordbaer i og kun en lille smulle maelk - vi ville saa vaere villige til at betale lidt mere end de 4 bs. Efter at have forklaret det samme paa hundrede forskellige maader, lod det til at vi blev forstaaet, og vi fik en juice som rent faktisk havde faaet en roed farve - dog stadig med en kraftig smag af langtidsholdbar maelk paa pose.
Paa trods af de mange forskellige oplevelser med jugos de frutas, er min konklusion paa denne ligegyldige og alligevel enormt vigtige blog, at vi nok bliver noed til at anskaffe os en blender til Det Spanske Koekken paa Krogerup.
- Cecilia
Efter et par timer uden en jugo de frutas kan man maerke abstinenserne i kroppen. Julie har vaennet sig af med kaffen tilgengengaeld for disse vidundere, og hvis Mikas kunne give sig hen paa samme maade, ville der nok heller ikke gaa laenge, foer cigaretterne blev skoddet for sidste gang.
Efter at have smagt samtlige jugos, er vi kommet frem til at favoritten er passionsfrugt. Men denne faas ogsaa i forskellige varianter, og man risikerer at blive skuffet. Mariella foretraekker den med sukker (oooeh jaerh!), jeg uden og Julie vil bare gerne have den lidt sur - hvis vi lige kan spoerge om det kan lade sig goere?!
Desvaerre kender bolivianere ikke til konceptet om kold maelk og tit kan èt jordbaer godt goere sig ud for smagen i en hel smoothie. Saa sent som idag bad Mariella og jeg - paa mit saa udmaerkede spansk! - cafèen om at komme en masse masse jordbaer i og kun en lille smulle maelk - vi ville saa vaere villige til at betale lidt mere end de 4 bs. Efter at have forklaret det samme paa hundrede forskellige maader, lod det til at vi blev forstaaet, og vi fik en juice som rent faktisk havde faaet en roed farve - dog stadig med en kraftig smag af langtidsholdbar maelk paa pose.
Paa trods af de mange forskellige oplevelser med jugos de frutas, er min konklusion paa denne ligegyldige og alligevel enormt vigtige blog, at vi nok bliver noed til at anskaffe os en blender til Det Spanske Koekken paa Krogerup.
- Cecilia
Days off
Hej derhjemme!
De sidste par dage har Mariella, Julie, Cecilia og jeg tilbragt i den skoenne by, Samaipata ca. 2 1/2 time fra Santa Cruz. Efter stress med at finde bussen og et humoer der aendrede sig fra ovenud begejstring for den megen benplads - til bitter-lis stemning over den manglende air-condition - naaede vi frem til Santa Cruz kl. 6:30 mandag morgen. Herefter fandt vi os en taxa der ville koere os de 2 1/2 time til Samaipata - billigere end jeg kan komme hjem fra byen med samme transportmiddel.
I Samaipata fandt vi os et hyggeligt hotel, som samtidig fungerede som skak-klub for de lokale
udoevere. Efter en slapperdag, gik vi om aftenen en tur hen til den lokale Zoo, hvor der oejeblikkeligt forekom gensidig kaerlighed, et par aber og os imellem (hvilket tydeligt ses paa billedet til venstre).
Dagen efter stod der jungle paa programmet, hvilket Cecilia saa fint har beskrevet i indlaegget nedenunder, saa jeg vil bare lade et par billeder tale for sig selv:
I starten regende det, hvilket ikke gjorde det let at tilbagelaegge de smaa mudrede junglestier. Konsekvenser heraf var, at der kun gik ca. 2 1/2 minut inden guiden hoefligt spurgte om at han ikke skulle tage Cecilias taske for hende...
Den del af junglen vi var i, blev kaldt "furn-forrest" grundet det utal af "furns" (paa billedet over) der var. Disse "furns" var op imod 800 - 900 aar gamle og var et rimelig storslaaet syn.
Frokostpausen holdte vi paa toppen af det bjerg vi "besteg", desvaerre var der en smule cloudy (derfor hedder det omraade ogsaa "cloud-forrest") og vi fik kun den smukke udsigt i glimt.
Naeste dag - onsdag - ville vi ud og dase ved "los cascados" (vandfaldene) 20 km fra Samaipata. Endnu en gang vi jeg ikke skrive saa meget, men bare lade billederne tale for sig selv:
Laekkert med et par fridage hvor man kunne koble lidt af, nyde naturen og ikke taenke saa meget paa bolivianske samfundsproblemer.
Om lidt tager vi en 5 timers bustur til Camiri hvor vi moedes med de andre, og derefter skal ud paa en raekke Guarani-kostskoler.
Mange hilsner herfra!
De sidste par dage har Mariella, Julie, Cecilia og jeg tilbragt i den skoenne by, Samaipata ca. 2 1/2 time fra Santa Cruz. Efter stress med at finde bussen og et humoer der aendrede sig fra ovenud begejstring for den megen benplads - til bitter-lis stemning over den manglende air-condition - naaede vi frem til Santa Cruz kl. 6:30 mandag morgen. Herefter fandt vi os en taxa der ville koere os de 2 1/2 time til Samaipata - billigere end jeg kan komme hjem fra byen med samme transportmiddel.
I Samaipata fandt vi os et hyggeligt hotel, som samtidig fungerede som skak-klub for de lokale
udoevere. Efter en slapperdag, gik vi om aftenen en tur hen til den lokale Zoo, hvor der oejeblikkeligt forekom gensidig kaerlighed, et par aber og os imellem (hvilket tydeligt ses paa billedet til venstre).Dagen efter stod der jungle paa programmet, hvilket Cecilia saa fint har beskrevet i indlaegget nedenunder, saa jeg vil bare lade et par billeder tale for sig selv:
I starten regende det, hvilket ikke gjorde det let at tilbagelaegge de smaa mudrede junglestier. Konsekvenser heraf var, at der kun gik ca. 2 1/2 minut inden guiden hoefligt spurgte om at han ikke skulle tage Cecilias taske for hende...
Den del af junglen vi var i, blev kaldt "furn-forrest" grundet det utal af "furns" (paa billedet over) der var. Disse "furns" var op imod 800 - 900 aar gamle og var et rimelig storslaaet syn.
Frokostpausen holdte vi paa toppen af det bjerg vi "besteg", desvaerre var der en smule cloudy (derfor hedder det omraade ogsaa "cloud-forrest") og vi fik kun den smukke udsigt i glimt.
Naeste dag - onsdag - ville vi ud og dase ved "los cascados" (vandfaldene) 20 km fra Samaipata. Endnu en gang vi jeg ikke skrive saa meget, men bare lade billederne tale for sig selv:
Laekkert med et par fridage hvor man kunne koble lidt af, nyde naturen og ikke taenke saa meget paa bolivianske samfundsproblemer.
Om lidt tager vi en 5 timers bustur til Camiri hvor vi moedes med de andre, og derefter skal ud paa en raekke Guarani-kostskoler.
Mange hilsner herfra!
In the jungle, the mighty jungle
Efter en svedig bustur og en nat paa et udmaerket hotel tog Kristian, Mariella, Julie og jeg en tur i regnskoven. Vi havde fundet os til rette i den lille landsby Samaipata 2 1/2-times taxatur uden for Santa Cruz. Her havde vi skaffet os en tough guide med kniv, ring i oeret og cigarret i mundvigen. Vi piger var enige om, at han var den bolivianske version af Freddie Prince Jr., nok den koenneste bolivianer vi har set - helt sikkert med europaeisk blod i aarene og rent faktisk over 1.60 hoej! Udover guiden havde vi ogsaa en lille vissen engelsk dame med som tolk.
Desvaerre regnede det om formiddagen, hvilket betoed at dyrene havde gemt sig vaek, saa dem fik vi ikke at se. En anden konsekvens var, at regnskovens bund blev mudret og meget glat. Vi fik udleveret en kaep, som vi kunne bruge til at holde balancen i mudderet. Vi var hele tiden liiiige ved at glide, og Julie sang haanende "Another one bites the dust!".
Naar man ikke skulle koncentrere sig om at se, hvor man gik eller om at traekke vejret, naar der blev kravlet op af mudrede bjerge, kunne man se sig omkring. Det er helt ubeskriveligt hvor smukt og anderledes, der er i regnskoven. Selvom jeg sammenlignede noget af den med Soenderskoven paa Als, kan jeg ikke forklare med ord paa en blog om, hvordan der saa ud derinde. Der maa billeder til!
Vi holdt frokostpause paa toppen af et bjerg med smuk udsigt, inden turen gik tilbage igen. Jeg vidste fra starten, at jeg paa et eller andet tidspunkt ville saette mig paa roeven i det glatte mudder, saa da vi kunne se maalstregen seks meter fremme, var det selvfoelgelig for godt til at vare sandt, at jeg endnu ikke havde ligget og rullet rundt paa skovbunden, som Kristian saa elegant gjorde det i starten. Saa jeg gled selvfoelgelig ogsaa og fik en fin mudderet numse.
Abrazos
Luna Cecilia
Desvaerre regnede det om formiddagen, hvilket betoed at dyrene havde gemt sig vaek, saa dem fik vi ikke at se. En anden konsekvens var, at regnskovens bund blev mudret og meget glat. Vi fik udleveret en kaep, som vi kunne bruge til at holde balancen i mudderet. Vi var hele tiden liiiige ved at glide, og Julie sang haanende "Another one bites the dust!".
Naar man ikke skulle koncentrere sig om at se, hvor man gik eller om at traekke vejret, naar der blev kravlet op af mudrede bjerge, kunne man se sig omkring. Det er helt ubeskriveligt hvor smukt og anderledes, der er i regnskoven. Selvom jeg sammenlignede noget af den med Soenderskoven paa Als, kan jeg ikke forklare med ord paa en blog om, hvordan der saa ud derinde. Der maa billeder til!
Vi holdt frokostpause paa toppen af et bjerg med smuk udsigt, inden turen gik tilbage igen. Jeg vidste fra starten, at jeg paa et eller andet tidspunkt ville saette mig paa roeven i det glatte mudder, saa da vi kunne se maalstregen seks meter fremme, var det selvfoelgelig for godt til at vare sandt, at jeg endnu ikke havde ligget og rullet rundt paa skovbunden, som Kristian saa elegant gjorde det i starten. Saa jeg gled selvfoelgelig ogsaa og fik en fin mudderet numse.
Abrazos
Luna Cecilia
søndag den 18. oktober 2009
Pressemeddelse
Hola!
Vi har skrevet en raekke indlaeg til diverse medier i forbindelse med et alternativt klimamoede i Cochabamba, Bolivia, forud for COP15 til december. Vi haaber paa at de bliver udgivet og i saa fald kan i senere i dag eller i morgen laese om I-landsbistand paa bl.a.:
www.modkraft.dk og www.ulandsnyt.dk.
Planen er, at der ogsaa kommer et indlaeg i diverse lokale medier og evt. i de stoerre danske aviser. Mere information om dette foelger...
Husk forresten at se vores korte potraet af Miguel Palacin laengere nede paa siden!
Vi har skrevet en raekke indlaeg til diverse medier i forbindelse med et alternativt klimamoede i Cochabamba, Bolivia, forud for COP15 til december. Vi haaber paa at de bliver udgivet og i saa fald kan i senere i dag eller i morgen laese om I-landsbistand paa bl.a.:
www.modkraft.dk og www.ulandsnyt.dk.
Planen er, at der ogsaa kommer et indlaeg i diverse lokale medier og evt. i de stoerre danske aviser. Mere information om dette foelger...
Husk forresten at se vores korte potraet af Miguel Palacin laengere nede paa siden!
Saadan redder vi planeten
Indiansk klima-opsang til COP15. Quechua-leder Miguel Palacín rejser til København i december: "Det er de oprindelige folk i Latinamerika har løsningen på klimakrisen", forklarer Miguel Palacín.
onsdag den 14. oktober 2009
Koka
En stenet blog om koka - men laes den, hvis du har din kaffe kaer!
Undersoegelse af et mumie viser, at bl.a. de oprindelige hoejlandsbolivianerindianere har tygget koka endnu foer de blev koloniseret af inkaerne. Dvs. at kokaen har vaeret en del af kulturen i flere tusinde aar. Kokaen har stadig en lang raekke sociale funktioner, der kunne minde lidt om kaffe eller alkohol derhjemme, og desuden en religioes betydning for mange oprindelige folk i Sydamerika.
Da de kaere spaniere kom i 1500-tallet, mente kirken i begyndelsen at koka var djaevelsk. Men man fandt dog hurtigt ud af, at indianerne og den (forud for sin tid) moderne fleksible arbejdsstyrke fra Afrika havde nemmere ved at tolerere den 48-timers "arbejdsdag", hvis de gik og gnaskede koka. Saa kirken moderede deres standpunkt til noget i retning af, "at koka ikke er skadelig for indianere & andre primitive".
Lidt historie:
I 1860 praesenterer tyskeren Albert Niemann kokain som bedoevelsesmiddel. Tyve aar efter bliver stoffet optaget paa den officielle liste over laegemidler i Nordamerika. Kort efter bliver Coca Cola (der som navnet antyder er baseret paa koka) lanceret. Kokain bliver i 1914 forbudt i USA, da man finder ud af, at stoffet ogsaa har nogle lidt uheldige effekter.
I 1950 laver amerikaneren H. Fonda en "undersoegelse", der viser at koka goer folk dumme og sloeve, og at koka er skyld i fattigdommen i de sydamerikanske lande (det er ikke fordi deres land & ressourcer er eget af andre, og pengene derfor gaar mod nord). Paa den baggrund vedtager FN en resolution, der vil udrydde koka-planten og i 1961 bliver koka-planten forbudt paa linie med kokain, heroin osv. Der skal 330kg kokablade til at producere 1kg kokain. Det ville svare til at forbyde kaffeboennen med henvisning til farligheden, hvis man koncentrerede koffeinen fra kaffe. Der staar dog samtidigt, at koka er tilladt med henblik paa at producere Coca Cola...
En gruppe forskere paa Harvard University i USA laver i 70erne en analyse af kokabladet, der viser, at planten er sammenlignelig med quinoa (der nu bliver praised som "superfood") - dvs. super naerende. Koka letter desuden ilttilfoerslen i blodet og er derfor bl.a. god mod hoejdesyge - noget undertegnede fladlaender kan skrive under paa!
Men hvorfor er koka stadig ikke tilladt af FN? (Den er tilladt til hjemmebrug i Bolivia)
Kort svar: USA siger nej.
Det er der to mulige forklaringer paa:
1. De er dumme, og tror man kommer kokainproblemet til livs ved at fjerne fattige menneskers livsgrundlag, samtidig med at man smadrer en vigtig del af deres kultur.
2. De er nogle smaa svin, der bruger narkotikabekaempelse som undskyldning for at blande sig i sydamerikansk inderigspolitik (i 80erne udpegede USA bl.a. landbrugs- og forsvarsministre i Bolivia som betingelse for at hjaelpe i kampen mod narko - en kamp mange mener er blevet mere effektiv efter Bolivia har smidt det amerikanske Drug Enforcement Agency (DEA) ud)
Bolivias regering og de indigene bevaegelser i Sydamerika mener, at man skal regulere dyrkelsen af koka, saa det passer til det naturlige forbrug. (Udover tygning og te kan koka bruges i en lang raekke andre produkter, bl.a. saebe). Et totalt forbuder dels daarligt for folkesundheden i koka-landene, og dels at pisse paa en raekke kulturer der i forvejen er blevet undertrykt og voldtaget i flere hundrede aar.
Maaske skal vi i vesten undersoege, hvad der er galt med vores samfund siden vi har saa mange kokain (og andre stof)-misbrugere (det er ikke rigtig et issue i Bolivia), istedet for at overfoere vores problemer til andre.
Giv kokaen fri!
(skrevet af mikas)
Undersoegelse af et mumie viser, at bl.a. de oprindelige hoejlandsbolivianerindianere har tygget koka endnu foer de blev koloniseret af inkaerne. Dvs. at kokaen har vaeret en del af kulturen i flere tusinde aar. Kokaen har stadig en lang raekke sociale funktioner, der kunne minde lidt om kaffe eller alkohol derhjemme, og desuden en religioes betydning for mange oprindelige folk i Sydamerika.
Da de kaere spaniere kom i 1500-tallet, mente kirken i begyndelsen at koka var djaevelsk. Men man fandt dog hurtigt ud af, at indianerne og den (forud for sin tid) moderne fleksible arbejdsstyrke fra Afrika havde nemmere ved at tolerere den 48-timers "arbejdsdag", hvis de gik og gnaskede koka. Saa kirken moderede deres standpunkt til noget i retning af, "at koka ikke er skadelig for indianere & andre primitive".
Lidt historie:
I 1860 praesenterer tyskeren Albert Niemann kokain som bedoevelsesmiddel. Tyve aar efter bliver stoffet optaget paa den officielle liste over laegemidler i Nordamerika. Kort efter bliver Coca Cola (der som navnet antyder er baseret paa koka) lanceret. Kokain bliver i 1914 forbudt i USA, da man finder ud af, at stoffet ogsaa har nogle lidt uheldige effekter.
I 1950 laver amerikaneren H. Fonda en "undersoegelse", der viser at koka goer folk dumme og sloeve, og at koka er skyld i fattigdommen i de sydamerikanske lande (det er ikke fordi deres land & ressourcer er eget af andre, og pengene derfor gaar mod nord). Paa den baggrund vedtager FN en resolution, der vil udrydde koka-planten og i 1961 bliver koka-planten forbudt paa linie med kokain, heroin osv. Der skal 330kg kokablade til at producere 1kg kokain. Det ville svare til at forbyde kaffeboennen med henvisning til farligheden, hvis man koncentrerede koffeinen fra kaffe. Der staar dog samtidigt, at koka er tilladt med henblik paa at producere Coca Cola...
En gruppe forskere paa Harvard University i USA laver i 70erne en analyse af kokabladet, der viser, at planten er sammenlignelig med quinoa (der nu bliver praised som "superfood") - dvs. super naerende. Koka letter desuden ilttilfoerslen i blodet og er derfor bl.a. god mod hoejdesyge - noget undertegnede fladlaender kan skrive under paa!
Men hvorfor er koka stadig ikke tilladt af FN? (Den er tilladt til hjemmebrug i Bolivia)
Kort svar: USA siger nej.
Det er der to mulige forklaringer paa:
1. De er dumme, og tror man kommer kokainproblemet til livs ved at fjerne fattige menneskers livsgrundlag, samtidig med at man smadrer en vigtig del af deres kultur.
2. De er nogle smaa svin, der bruger narkotikabekaempelse som undskyldning for at blande sig i sydamerikansk inderigspolitik (i 80erne udpegede USA bl.a. landbrugs- og forsvarsministre i Bolivia som betingelse for at hjaelpe i kampen mod narko - en kamp mange mener er blevet mere effektiv efter Bolivia har smidt det amerikanske Drug Enforcement Agency (DEA) ud)
Bolivias regering og de indigene bevaegelser i Sydamerika mener, at man skal regulere dyrkelsen af koka, saa det passer til det naturlige forbrug. (Udover tygning og te kan koka bruges i en lang raekke andre produkter, bl.a. saebe). Et totalt forbuder dels daarligt for folkesundheden i koka-landene, og dels at pisse paa en raekke kulturer der i forvejen er blevet undertrykt og voldtaget i flere hundrede aar.
Maaske skal vi i vesten undersoege, hvad der er galt med vores samfund siden vi har saa mange kokain (og andre stof)-misbrugere (det er ikke rigtig et issue i Bolivia), istedet for at overfoere vores problemer til andre.
Giv kokaen fri!
(skrevet af mikas)
Familie
Mandag d. 12. kom vi til El Alto, hvor vi moedtes i Teaterhuset og blev opdelt i grupper, der skulle sove ved private familier.
Ida og jeg hilste paa 23-aarige Jacqueline, som tog os med til sit hjem naer Teaterhuset. Hun lukkede os ind bag en aflukket orange port - ind til en stor bil, hvilket gav os indtrykket, at hun var fra en velhavende familie.
Vi hilste paa nogle af familiens mange medlemmer og fik tilteldt vores vaerelse, som plejede at vaere Jacquelines. En dobbeltseng med en fem taepper som skulle holde os varme om natten og en femten bamser til at voge over os.
Huset bestod af udendoers gange og trapper, der foerte til de forskellige vaerelser og det toilet, vi nu var ti om at dele. Specielt toilletterne har jeg det stadig svaert med. Kloakerne her er ikke saerlig gode, saa det papir man bruger under sit besoeg, skal man smide i en spand ved siden af. Hvis man er heldig kan toilettet saa skylle, og ellers maa man efterlade noget til den naeste og haabe paa, at der er vand i vandhanen.
Ida og jeg blev usikre i vores antagelse, om at det var en velhavende familie - ogsaa fordi Jacqueline fortalte, at hun gik paa et offendtligt universitet i La Paz. Dog aendrede det ikke paa, hvor rar en familie, vi var kommet til. Jacqueline lavede varm kakao og serverede broed - og var meget aergerlig over, at vi saa ikke kunne have aftensmad senere.
Isaer Jacqelines yngste soester paa fem aar, som jeg har forstaaet hed Jasmina, snakkede og snakkede. De to piger blev budt paa lakrids, hvor kun Jasmina nikkede ja til Idas spoergsmaal "¿Te gusta?". Vi underholdte hinanden med kortspil (Ida og jeg forklarede reglerne i "Presidente y cullo), verdenskort og billeder af mine boooooonitos broedre og hund.
Om tirsdagen fik vi snakket med nogle af de mange broedre, hvor vi forsoegte os med google translate for at faa nogle pointer igennem. Ida viste dem sin soester og dennes koenne boern paa Facebook, mens vi hoerte Jacquelines yndlingsmusik, og jeg maatte lade dem grine af mig fordi mine foedder maaske er lidt stoerre end de smaa bolivianeres!
Foraeldrene til de seks boern saa vi ikke meget til, selvom vi da ihaerdigt proevede med vores "buenas noches" og "hasta mañana". Tilgengaeld moedte vi Jacquelines "chico" som hun absolut ikke skal giftes med endnu.
Personligt synes jeg, det har vaeret super graenseoverskridende at flytte ind ved en privat familie, vaere paa og optage badet om morgenen, saa ni andre maa vente. Men det har helt klart ogsaa vaeret en stor oplevelse, og jeg faar brugt mit spanske, selvom Jacqueline engang imellem knaekker sammen af grin. Ida proever med en blanding af alle sprog, dog laerer hun hurtigt de vigtigste fraser ved hjaelp af min lille parloer, som vi ligger i sengen og oever med om aftenen.
Paa vores lille ophold hos familien har Ida og jeg ogsaa faaet snakket mere sammen og laert hinanden bedre at kende, end vi har paa de seks uger i Danmark, hvilket jeg ogsaa saetter stor pris paa.
Mange hilsner fra El Alto
// Cecilia
Ida og jeg hilste paa 23-aarige Jacqueline, som tog os med til sit hjem naer Teaterhuset. Hun lukkede os ind bag en aflukket orange port - ind til en stor bil, hvilket gav os indtrykket, at hun var fra en velhavende familie.
Vi hilste paa nogle af familiens mange medlemmer og fik tilteldt vores vaerelse, som plejede at vaere Jacquelines. En dobbeltseng med en fem taepper som skulle holde os varme om natten og en femten bamser til at voge over os.
Huset bestod af udendoers gange og trapper, der foerte til de forskellige vaerelser og det toilet, vi nu var ti om at dele. Specielt toilletterne har jeg det stadig svaert med. Kloakerne her er ikke saerlig gode, saa det papir man bruger under sit besoeg, skal man smide i en spand ved siden af. Hvis man er heldig kan toilettet saa skylle, og ellers maa man efterlade noget til den naeste og haabe paa, at der er vand i vandhanen.
Ida og jeg blev usikre i vores antagelse, om at det var en velhavende familie - ogsaa fordi Jacqueline fortalte, at hun gik paa et offendtligt universitet i La Paz. Dog aendrede det ikke paa, hvor rar en familie, vi var kommet til. Jacqueline lavede varm kakao og serverede broed - og var meget aergerlig over, at vi saa ikke kunne have aftensmad senere.
Isaer Jacqelines yngste soester paa fem aar, som jeg har forstaaet hed Jasmina, snakkede og snakkede. De to piger blev budt paa lakrids, hvor kun Jasmina nikkede ja til Idas spoergsmaal "¿Te gusta?". Vi underholdte hinanden med kortspil (Ida og jeg forklarede reglerne i "Presidente y cullo), verdenskort og billeder af mine boooooonitos broedre og hund.
Om tirsdagen fik vi snakket med nogle af de mange broedre, hvor vi forsoegte os med google translate for at faa nogle pointer igennem. Ida viste dem sin soester og dennes koenne boern paa Facebook, mens vi hoerte Jacquelines yndlingsmusik, og jeg maatte lade dem grine af mig fordi mine foedder maaske er lidt stoerre end de smaa bolivianeres!
Foraeldrene til de seks boern saa vi ikke meget til, selvom vi da ihaerdigt proevede med vores "buenas noches" og "hasta mañana". Tilgengaeld moedte vi Jacquelines "chico" som hun absolut ikke skal giftes med endnu.
Personligt synes jeg, det har vaeret super graenseoverskridende at flytte ind ved en privat familie, vaere paa og optage badet om morgenen, saa ni andre maa vente. Men det har helt klart ogsaa vaeret en stor oplevelse, og jeg faar brugt mit spanske, selvom Jacqueline engang imellem knaekker sammen af grin. Ida proever med en blanding af alle sprog, dog laerer hun hurtigt de vigtigste fraser ved hjaelp af min lille parloer, som vi ligger i sengen og oever med om aftenen.
Paa vores lille ophold hos familien har Ida og jeg ogsaa faaet snakket mere sammen og laert hinanden bedre at kende, end vi har paa de seks uger i Danmark, hvilket jeg ogsaa saetter stor pris paa.
Mange hilsner fra El Alto
// Cecilia
søndag den 11. oktober 2009
Indtag aldrig fisk og maelk paa samme tid!
Hey derhjemme!
Lige en lille update her fra Bolivia. Pt. befinder vi os i Copacabana hvor vi har et par timer inden bussen gaar tilbage til La Paz. Her skal vi tilbringe endnu nogle dage inden turen gaar til "halv-maanen" - det bolivianske lavland hvor vi maaske kan faa pusten lidt igen, efter alle - i stoerre eller mindre grad - har vaere ramt af hoejdesyge. Eller om ikke andet, saa den yderst deprimerende foelse af at miste pusten efter 5-6 trappetrin og blive overhalet af bolivianere, som uden problemer baerer deres egen vaegt paa ryggen og samtidig bevaeger sig mindst 10 gange hurtigere.
De sidste par dage har vi spenderet ved Titicaca-soen, hvilket er noget saa fantastisk smukt et sted - hvis bare man havde haft overskuddet til at nyde det. For desvaerre lagde mig og Mikas os med et maveonde efter toilettet havde vaeret i konstant brug natten til loerdag. Vi forsoegte os om morgenen med koka-kuren - som egentlig bare bestod af koka-te - men mirakel-bladet skulle med lethed kunne kurrere vores maver. Troen paa Koka Mama udeblev dog for baade mit og Mikas' vedkommende. Efter koka-teen skulle vi paa en 2 timer lang sejltur til sol-oen i en benzin-stinkende "baad" fyldt med hoejrystede australiere, en fandens varm sol og uden toilet, hvilken vi gerne havde byttet for den 30 timers lange rejse fra Danmark. Derfter var planen en 7 kilometer lang gaatur til den sydlige del af oen i stegende hede, hvilket ikke ligefrem tiltalte hverken mig eller Mikas. Vi lejede derfor et vaerelse i et par timer, inden samme baad tog os med tilbage til den sydlige del af oen, hvor vi kunne inkvarterer os paa Hostal Imperial del Sol der skulle ligge "lige nogle trappetrin oppe ad bjerget". Den korte trappe-tur viste sig saa at vaere en 40 min. lang bjergbestigning med en 14-aarig boliviansk guide der ellers bare tonsede op ad Inka-trappen med os to gringos halsende efter. Velbrugte - og samtidig ovenud lykkelige ved synet af en seng - kunne vi saa inkvarterer os paa hotellet. Vi foelte os naermest hjemme, men der skulle nok heller ikke saa meget til lige i dette oejeblik. Forklaringen paa vores maveonde var ifoelge hostel-ejeren, at vi havde indtaget baade fisk og maelk samme dag - hvilket man absolut ikke burde! Mistanken ligger dog stadig paa den mistaenksomme"almuerzo" (frokost) vi indtog om fredagen.
I dag - 12 timers soevn senere - har vi det dog bedre. Det paa trods af, at "affoeringen stadig er uformet" - selvom Idoform ellers lovede os det modsatte...
Modet er fortsat hoejt og vi ser frem til at vaere 100 % paa toppen igen!
Lige en lille update her fra Bolivia. Pt. befinder vi os i Copacabana hvor vi har et par timer inden bussen gaar tilbage til La Paz. Her skal vi tilbringe endnu nogle dage inden turen gaar til "halv-maanen" - det bolivianske lavland hvor vi maaske kan faa pusten lidt igen, efter alle - i stoerre eller mindre grad - har vaere ramt af hoejdesyge. Eller om ikke andet, saa den yderst deprimerende foelse af at miste pusten efter 5-6 trappetrin og blive overhalet af bolivianere, som uden problemer baerer deres egen vaegt paa ryggen og samtidig bevaeger sig mindst 10 gange hurtigere.
De sidste par dage har vi spenderet ved Titicaca-soen, hvilket er noget saa fantastisk smukt et sted - hvis bare man havde haft overskuddet til at nyde det. For desvaerre lagde mig og Mikas os med et maveonde efter toilettet havde vaeret i konstant brug natten til loerdag. Vi forsoegte os om morgenen med koka-kuren - som egentlig bare bestod af koka-te - men mirakel-bladet skulle med lethed kunne kurrere vores maver. Troen paa Koka Mama udeblev dog for baade mit og Mikas' vedkommende. Efter koka-teen skulle vi paa en 2 timer lang sejltur til sol-oen i en benzin-stinkende "baad" fyldt med hoejrystede australiere, en fandens varm sol og uden toilet, hvilken vi gerne havde byttet for den 30 timers lange rejse fra Danmark. Derfter var planen en 7 kilometer lang gaatur til den sydlige del af oen i stegende hede, hvilket ikke ligefrem tiltalte hverken mig eller Mikas. Vi lejede derfor et vaerelse i et par timer, inden samme baad tog os med tilbage til den sydlige del af oen, hvor vi kunne inkvarterer os paa Hostal Imperial del Sol der skulle ligge "lige nogle trappetrin oppe ad bjerget". Den korte trappe-tur viste sig saa at vaere en 40 min. lang bjergbestigning med en 14-aarig boliviansk guide der ellers bare tonsede op ad Inka-trappen med os to gringos halsende efter. Velbrugte - og samtidig ovenud lykkelige ved synet af en seng - kunne vi saa inkvarterer os paa hotellet. Vi foelte os naermest hjemme, men der skulle nok heller ikke saa meget til lige i dette oejeblik. Forklaringen paa vores maveonde var ifoelge hostel-ejeren, at vi havde indtaget baade fisk og maelk samme dag - hvilket man absolut ikke burde! Mistanken ligger dog stadig paa den mistaenksomme"almuerzo" (frokost) vi indtog om fredagen.
I dag - 12 timers soevn senere - har vi det dog bedre. Det paa trods af, at "affoeringen stadig er uformet" - selvom Idoform ellers lovede os det modsatte...
Modet er fortsat hoejt og vi ser frem til at vaere 100 % paa toppen igen!
Isla del Sol, jatak!
I forgaars tog vi bussen fra La Paz til Copacabana som er en lille soed turistet by der ligger ud til Titicacasoen. Titicacasaoen er en kampe enorm soe der ligger i 3-4000 meters hoejde, virkelig smuk! Derfra sejlede vi sa igaar ud til Soloen, som tilfulde lever op til sit navn, hvorfor vi alle ogsaa har investeret i store og farverige hatte som beskyttelse mod solen - vi ser ret soede ud!. En lille oe med en 2500 indbyggere som alle lever af landbrug og/eller turisme. Ikke at der er overcrowded med turister, men sammenlignet med det normale antal var der ok mange. Oen er kendt for sin smukke natur og ruiner tilbage fra inka-riget, saa alt det fik vi at se paa en (synes vi i hvert fald selv) ret lang og haard tur. Efter vores vandretur i bjergene kom vi hjem til det hyggeligste og yndigste hotel hvor vaertsparret stod ventende paa os. Mikas og Kristian var der ogsaa allerede, for de havde faaet, hvad skal vi sige "turistmave" og var saa desvaerre ikke med paa turen. De har det meget bedre i dag kan jeg lige tilfoeje!
Nu er vi tilbage i Copacabana hvor vi tager bussen til La Paz fra om en times tid. Det har virkelig vaeret en smuk tur, og dejligt at se noget af Bolivias natur, som der ikke er meget af i La Paz.
I La Paz de kommende dage skal vi moede en masse spaendede mennesker bl.a. Filipe Quispe, som er lidt af en kendis inden for Bolivias frihedskamp, eller hvad man kan kalde det. Men det skal I nok hoere mere om...
Og ps. til Frederikke og Bettina: jeg maa desvaerre skuffe jer med at rejsen (indtil videre) har vaeret ganske aedruelig og serioes :) Vi har et ret stramt program, saa der er ikke meget tid til toemmermaend! men de har faktisk ret god oel her, saa mon ikke vi faar nogle genstande ind senere i forloebet!
Nu er vi tilbage i Copacabana hvor vi tager bussen til La Paz fra om en times tid. Det har virkelig vaeret en smuk tur, og dejligt at se noget af Bolivias natur, som der ikke er meget af i La Paz.
I La Paz de kommende dage skal vi moede en masse spaendede mennesker bl.a. Filipe Quispe, som er lidt af en kendis inden for Bolivias frihedskamp, eller hvad man kan kalde det. Men det skal I nok hoere mere om...
Og ps. til Frederikke og Bettina: jeg maa desvaerre skuffe jer med at rejsen (indtil videre) har vaeret ganske aedruelig og serioes :) Vi har et ret stramt program, saa der er ikke meget tid til toemmermaend! men de har faktisk ret god oel her, saa mon ikke vi faar nogle genstande ind senere i forloebet!
onsdag den 7. oktober 2009
Foerste livsgnist fra Bolivia
Hej alle!
Saa er vi kommet vel frem til Bolivia allesammen! Rejsen var lang (foesrt Kbh - London 1,5 t, saa Lonon- Miami 9t og slutteligt Miami - La Paz 7 t, plus en del ventetid i lufthavnene.) Saa da vi kom frem til vores meget hyggelige hotel Sucre ved en 8-tiden i morges var det tid til lidt soevn og kommen-til-haegterne. Bagefter gik vi en tur ned i byen, den er vild! Der er helt enormt mange smaa ret saa random butikker og gadesaelgere af ret vekslende kvalitet. Men hvis man lige stod og manglede et doedt lamafoster, en vandhane eller bare en striktroeje er mulighederne mange. Trafikken gaar efter hakunah matatah princippet, saa det gaelder bare om at vade ud naar der er mindst chance for at blive ramt af en af de maaange busser. Ellers virker bolivianerne rigtig flinke og afslappede. Byen er faktisk overraskende stille og rolig, hvis man lige traekker bilhornene fra, og fortovene er enormt rene, men det er selvfoelgelig ogaa billigt at have folk til at feje gaderne.
Her ved en 15-tiden moedtes vi med nogle unge fra Operation Dagsvaerk, der er i Bolivia for at foelge op paa et skoleprojekt de havde her for et par aar siden. Vi skal selv ud at besoege et par af de skoler som Operation Dagsvaerk har vaeret med til at opbygge.
Lige her om en halv time moedes vi og spiser aftensmad (kl er 18:30 her lige nu) og derefter er der fri leg, som jeg tror for de fleste af os vil forloebe ret roligt, da vi er ret traette. Desuden goer den tynde bjergluft (3600 meters hoejde) at man godt kan blive lidt svimmel, saerligt naar vi gaar op ad bakke. Det siges at koka blade skulle hjaelpe paa det, saa vi tygger loes!
Haaber vi kan finde noget godt aftensmad, indtil videre har det madkulturen her ikke vaeret noget at skrive hjem om - lidt for meget friture og tvivlsomme opbevaringsmetoder. Men soerme om det er billigt! :)
Naar men jeg vil slutte for denne gang.
Saa er vi kommet vel frem til Bolivia allesammen! Rejsen var lang (foesrt Kbh - London 1,5 t, saa Lonon- Miami 9t og slutteligt Miami - La Paz 7 t, plus en del ventetid i lufthavnene.) Saa da vi kom frem til vores meget hyggelige hotel Sucre ved en 8-tiden i morges var det tid til lidt soevn og kommen-til-haegterne. Bagefter gik vi en tur ned i byen, den er vild! Der er helt enormt mange smaa ret saa random butikker og gadesaelgere af ret vekslende kvalitet. Men hvis man lige stod og manglede et doedt lamafoster, en vandhane eller bare en striktroeje er mulighederne mange. Trafikken gaar efter hakunah matatah princippet, saa det gaelder bare om at vade ud naar der er mindst chance for at blive ramt af en af de maaange busser. Ellers virker bolivianerne rigtig flinke og afslappede. Byen er faktisk overraskende stille og rolig, hvis man lige traekker bilhornene fra, og fortovene er enormt rene, men det er selvfoelgelig ogaa billigt at have folk til at feje gaderne.
Her ved en 15-tiden moedtes vi med nogle unge fra Operation Dagsvaerk, der er i Bolivia for at foelge op paa et skoleprojekt de havde her for et par aar siden. Vi skal selv ud at besoege et par af de skoler som Operation Dagsvaerk har vaeret med til at opbygge.
Lige her om en halv time moedes vi og spiser aftensmad (kl er 18:30 her lige nu) og derefter er der fri leg, som jeg tror for de fleste af os vil forloebe ret roligt, da vi er ret traette. Desuden goer den tynde bjergluft (3600 meters hoejde) at man godt kan blive lidt svimmel, saerligt naar vi gaar op ad bakke. Det siges at koka blade skulle hjaelpe paa det, saa vi tygger loes!
Haaber vi kan finde noget godt aftensmad, indtil videre har det madkulturen her ikke vaeret noget at skrive hjem om - lidt for meget friture og tvivlsomme opbevaringsmetoder. Men soerme om det er billigt! :)
Naar men jeg vil slutte for denne gang.
Abonner på:
Opslag (Atom)